I afdæmpet reaktion opfordrer Kina alle parter til ro i Yemen-strid

Et foto fra en video på tv-stationen Al-Masirah i Yemen, som viser en brand og røg, der stiger til vejrs i den oprørskontrollerede del af Yemen. Her har amerikanske og britiske styrker fredag sendt raketter mod houthi-oprørere, der de seneste uger har angrebet skibsfarten i Det Røde Hav. Foto: -/Ritzau Scanpix

Vi opfordrer alle parter til tilbageholdenhed, siger Kina efter USA og allierede angriber oprørere i Yemen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kina opfordrer fredag alle parter til at forhindre, at krisen i Det Røde Hav spreder sig fra Yemen, efter at USA og dets allierede tidligere på dagen angreb de yemenitiske houthi-oprørere.

Angrebene kommer, efter oprørerne i flere uger har angrebet skibsfarten i Det Røde Hav.

Det har blandt andet ramt det danske Mærsk-rederis skibe. Houthi-oprørerne siger, at de har handlet i solidaritet med Hamas i Gaza.

- Kina er bekymret for de optrappede spændinger i Det Røde Hav, siger Mao Ning. Hun er talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium.

- Vi opfordrer de relevante parter til at forholde sig i ro og udvise tilbageholdenhed for at forhindre konflikten i at sprede sig, tilføjer hun.

Det er en afdæmpet reaktion fra det kinesiske styre.

Kina er som de vestlige lande meget afhængig af, at der er fri sejlads gennem Det Røde Hav og Suezkanalen. Kinas verdenshandel har været helt afgørende for den økonomiske optur, som landet har oplevet de sidste fire årtier.

Fra kinesisk side understreges det, at "regionen ved Det Røde Hav er en vigtig gennemfartsvej for international logistik og energihandel".

- Vi håber, at de relevante parter alle kan spille en konstruktiv og ansvarlig rolle i beskyttelsen af den regionale sikkerhed og stabilitet i Det Røde Hav, siger Mao.

Hun tilføjer, at Kina opfordrer alle parter til at sikre de internationale vandveje.

- Undgå at chikanere civile fartøjer, eftersom det går imod den globale økonomi og handel, lyder hendes opfordring.

Kinas allierede, Rusland, har anmodet om at få FN's Sikkerhedsråd hasteindkaldt for at tage stilling til det amerikansk-britiske angreb på oprørerne i Yemen.

Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, fordømmer angrebet. Hun kalder det "en fuldstændig tilsidesættelse af folkeretten".

Rusland er allieret med Iran, som er houthi-oprørernes vigtigste støtte.

/ritzau/AFP.