I Bakhmut holder de vejret mens de venter på russerne

En ukrainsk soldat ser gennem et knust vindue i en beskadiget boligbygning, mens lyden af beskydninger fortsætter i Bakhmut. Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix

Situationen i den ukrainske by Bakhmut er "ekstremt anspændt". Chefen for de ukrainske landstyrker siger, at russiske styrker optrapper deres angreb på byen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det barskeste sted på hele frontlinjen. Sådan siges det i Ukraine om den østlige by Bakhmut.

Årstiden med det dårlige vejr, rasputitsa, som den kaldes på de kanter, har gjort sit indtog.

Den har en historie med at ødelægge hæres planer om at angribe på tværs af Ukraine og det vestlige Rusland, som vejret gjorde det under Napoleons-krigene og Anden Verdenskrig.

Og i området omkring Bakhmut rimer denne årstid på kaos. Veje forvandles til floder, marker til sumpe. De afgørende kampvogne og militærkøretøjer risikerer at køre fast.

Ukrainske soldater i Donetsk-regionen sidder gemt i de mudrede skyttegrave, efter at varmere vejr har optøet den frosne jord. De sidder og venter på, at russerne rykker nærmere.

- Begge sider bliver i deres positioner, for forår betyder mudder. Det er således umuligt at komme videre, lyder det fra en af områdets generaler, som går under navnet Mykola.

Situationen i Bakhmut kaldes af chefen for de ukrainske landstyrker "ekstremt anspændt".

De lokale frygter russernes ankomst. En ældre mand taler i sin telefon på et humanitært nødhjælpecenter i Bakhmut. Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix

Rusland forsøger at afskære de ukrainske styrkers forsyningslinjer til byen, der er skueplads for nogle af krigens hårdeste kampe.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har længe forsøgt at få Bakhmut som en fjer i den russiske usjankahat med karakteristiske øredækkende pelsflapper.

I over et halvt år har de russiske styrker forsøgt at erobre en af de sidste tilbageværende ukrainske bymidter i Donetsk-regionen.

Ukrainerne selv ser til med frygt, mens truslen om russisk underkastelse synes tættere på end før.

Fra Ukraines militær lyder det, at Rusland har sendt flere styrker til Bakhmut-området. De fortsætter med at beskyde beboelsesområder omkring byen.

- I løbet af det sidste døgn har vores soldater afvist mere end 60 fjendtlige angreb, sagde militæret tidligt tirsdag morgen.

Russiske styrker har sat en kile ind mellem de omkringliggende landsbyer, da de forsøgte at skære vejen af mod vest til byen Tsjasiv Jar. Det siger den ukrainske militæranalytiker Oleg Zhdanov til Reuters.

Flere steder i området er vejene så smattede, at selv de militære køretøjer dårligt kan komme frem. Foto: Stringer/Reuters

- Den sydlige del af Bakhmut er det eneste område, der kan beskrives som under ukrainsk kontrol. I alle andre distrikter er situationen uforudsigelig, siger han.

- Det er umuligt at sige, hvor frontlinjen ligger.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er også urolig over situationen.

I en af sine daglige taler til nationen sagde præsidenten dog, at det er lykkedes at få fodfæste i Bakhmut og sikre byens forsvar trods nye russiske angreb.

Zelenskyj udtrykte taknemmelighed for hver eneste person, der "heroisk" forsvarer området.

- Det er ondskabsfulde kampe, der foregår, siger Serhiy Cherevatyi, en talsmand for Ukraines østlige militærkommando, til ukrainsk tv.

- Kommandoen gør alt, hvad den kan, for at stoppe fjenden i at rykke frem gennem vores territorium, siger han.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

På trods af betydelige tabstal har russerne sendt Wagner-gruppens berygtede lejesoldater ind. De forsøger at bryde gennem forsvaret og omringe Bakhmut.

Den intensiverede fremrykning på østfronten har i det hele tager kostet Rusland dyrt.

Militæret er blevet fyldt op med hundredtusindvis af værnepligtige, der risikerer at ende som kanonføde på den mudrede slagmark.

/ritzau/

Fakta om Bakhmut

* Bakhmut havde før krigen omkring 70.000 indbyggere.

* Der er blot cirka 5000 civile borgere tilbage i den østukrainske by, hvor der længe har været hårde kampe.

* Byen ligger ved floden Bakhmutka omkring 89 kilometer nord for storbyen Donetsk.

* At holde Bakhmut giver Ukraine en bedre chance for at tage hele Donbas-regionen tilbage, mener præsident Zelenskyj.

* Bakhmut er også blevet et vigtigt symbol på ukrainsk modstand.

Kilder: DPA og CNN.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu