I Bakhmut i Donbas-regionen kommer krigen tættere og tættere på

Hvad stiller man så op? En kvinde i Chasiv Yar-kvarteret i Bakhmut ser fortabt op på den boligblok, som hun bor i. Nu er den blevet ramt af russiske granater og er ubeboelig. Billedet er fra den 10. juli. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Livet er svært, når man ikke vil forlade sit hjem i byen Bakhmut, og krigen kommer buldrende. Fra fronten nogle kilometer væk affyrer russerne granater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lyjubov Mosjavejeva lader sig ikke distrahere, da artilleriet fra fronten et stykke væk begynder at buldre.

Hun er kommet for at hente en pose fødevarehjælp i den centrale del af byen Bakhmut i det østlige Ukraine.

Ved første øjekast ser Bakhmut rolig ud. Solen skinner denne morgen på byens rådhusplads, og lokale går stille forbi.

Men de tunge drøn fra artilleriet og alarmsirenerne er en kraftig påmindelse om, at fronten kun er nogle kilometer væk. Derude står russerne og sender granater mod Bakhmut.

- Man kan ikke løbe væk fra krigen, og man ved aldrig, hvor den vil finde dig, siger Mosjavejeva, der er 60 år og agronom.

- Man vænner sig aldrig til krig. Det er forfærdeligt og skræmmende.

Bakhmut ligger sydøst for byen Kramatorsk, som er en større by og administrativt centrum for Donbas.

Redningsarbejdere på hårdt arbejde efter et russisk missilangreb i Bakhmut. (Arkivfoto). Foto: Str/Ritzau Scanpix

Donbas er den østukrainske region, som Rusland forsøger at få fuld kontrol med.

Russerne har sat sig på den ene del af Donbas, nemlig Luhansk. Nu er der hårde kampe om den anden del, Donetsk, hvor Bakhmut og Kramatorsk er nogle af de få byer, som stadig er under ukrainsk kontrol.

Bakhmut har oplevet stadig flere bombardementer i de seneste uger. Den ukrainske ledelse mener, at kampene i området vil yderligere intensiveret.

Hvis Rusland erobrer Bakhmut, får russerne kontrol med en strategisk hovedvej og forsyningsrute på vejen til Kramatorsk.

Da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar, rejste mange af Bakhmuts 73.000 indbyggere væk fra byen.

Nu har flere besluttet sig for, at tiden er kommet, hvor de skal væk.

Bag en stor offentlig bygning holder to busser. 30 mennesker gør sig klar til at blive evakueret.

Denne ukrainske kampvogn står i udkanten af Bakhmut og er med til at forsvare byen. Det er Ivan, som er kører på kampvognen, der står på den. (Arkivfoto). Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Men Dima, en af chaufførerne, siger, at det bliver stadig mere farligt med sådanne evakueringer. For det er ikke sikkert at køre på vejene på grund af bombardementerne.

Den otteårige pige Sofia sidder på rådhuspladsen og kigger på busserne, da de kører væk med de 30 mennesker.

- Jeg vil også gerne evakueres. Men mine forældre vil ikke. Alle er rejst, der er kun ét andet barn på min alder i mit kvarter, siger hun.

Hendes mor, en ejendomsmægler, bekræfter, at de ikke vil evakueres.

- Vi rejser ikke. Vi har et beskyttelsesrum.

De fleste familier med børn er dog rejst. Det er overvejende ældre, som er blevet tilbage.

- Det er trist. Vi havde det godt før. Nu er her meget ustabilt, og jeg ved end ikke, hvem jeg bør holde med. Russerne eller ukrainerne? spørger Valerij Pasjtjenko, en tidligere bygningsarbejder, der sidder i kørestol.

- Måske kommer russerne og giver mig adgang til gas igen, tilføjer han.

/ritzau/AFP

Fem punkter om Bakhmut

* Ligger i det østlige Ukraine. Byen hed tidligere Artemivsk eller på russisk Artijomovsk. I 2020 godkendte Ukraines parlament, at byen skulle have sit gamle navn, Bakhmut, tilbage.

* Inden krigen, der begyndte med Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar, havde Bakhmut 73.000 indbyggere. Det menes, at godt en tredjedel er flygtet.

* Byen er kendt for at producere bordsalt og mousserende vine.

* Under Anden Verdenskrig var Bakhmut besat af Nazityskland. Det var fra 1941 til 1943.

* I 2014 oplevede byen også hårde kampe mellem prorussiske separatister og Ukraines hær.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu