I Bakhmuts ruiner er bombardementerne endeløse: Skræmmende for enhver

Røg stiger til vejrs fra Bakhmut. Det gør det nærmest ustandseligt i byen, hvor bombardementerne bare bliver ved og ved. (Arkivfoto). Foto: Adam Tactic Group/Reuters

Bombardementerne vil ingen ende tage, og byen ligger i ruiner. Ukrainske soldater fortæller om at kæmpe i Bakhmut uden at vide, om de kommer levende derfra.

Offentliggjort Sidst opdateret

Artillerigranaterne er det værste. Fra russiske positioner flyver de ind over Bakhmut og slår ned med store brag og ødelæggelser til følge.

Det er skræmmende hver gang, lyder det fra den 20-årige soldat Denis, få timer efter at han er rykket ud af den østlige by, der ligger i ruiner efter ni måneder med voldsomme kampe.

- Man hører et brag, et fløjt og så en eksplosion. Og så kommer granatsplinterne.

- Det er det værste. Det er skræmmende. Skræmmende for enhver, siger han til AFP, der har talt med ukrainske soldater ved Bakhmut.

Den eneste måde at undgå rædslerne er ved at blive væk. Men det er ikke en mulighed for soldater som Denis, der fortæller, at situationen i byen bliver farligere og farligere.

Han fortæller om sine oplevelser i en baggård flere kilometer væk fra Bakhmut og giver et sjældent indblik i, hvordan det er at være del af, hvad der er beskrevet som krigens værste og blodigste kampe.

- Byen ligger mere og mere i ruiner. Der er næsten ingen hele huse tilbage. Byen er praktisk talt tilintetgjort. Der er bombardementer hver dag, og hver dag kommer der flere ruiner.

Ukrainske soldater puster ud nær frontlinjen i Bakhmut, hvor der i ni måneder har været voldsomme kampe. Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix

- Bombardementerne stopper ikke. Droner smider granater. Og så er der selvfølgelig kampe i gaderne og skud fra maskingevær, siger den 20-årige soldat, der meldte sig ind i militæret sidste år efter at have gået på universitetet.

Denis er en del af en enhed bestående af ingeniørsoldater. De har til opgave at fjerne miner, så ukrainske styrker kan rykke frem. En opgave med stor fare.

- Når man tager afsted, ved man ikke, om man kommer tilbage igen, siger 34-årige Oleg.

Han arbejder oftest om natten i måneskær og rydder miner uden for Bakhmut.

- De sætter endda miner på lig af deres egne soldater. Når de trækker sig tilbage, sætter de miner overalt.

- Der er ingen plads til fejl. Det hele afhænger af, hvor heldig man er, siger han.

Militæranalytikere har svært ved at forstå, hvorfor de to parter kæmper så indædt om Bakhmut.

En soldat, der netop er kommet tilbage fra hårde kampe ved Bakhmut. Der er nærmest ingen hele huse tilbage i byen, fortæller ukrainske soldater. (Arkivfoto). Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters

Byen vurderes til at have lille strategisk betydning, og kampene ses som et russisk forsøg på at få en sejr, de kan slå stort op, mens forsvaret af Bakhmut er blevet en slags ukrainsk heltehistorie.

Russerne er ihærdige, og deres ingeniørsoldater er snu og bruger blandt andet snubletråd, fortæller 33-årige Pavlo, som er tidligere brandmand.

- De har meget kloge ingeniørsoldater. Om man vil det eller ej, så er de meget dygtige.

- De følger ikke nogen regler.

Bakhmut var engang kendt for sine saltminer og vinproduktion.

70.000 mennesker kaldte byen for deres hjem. Et fåtal af dem gør det stadig, selv om bombardementerne virker endeløse.

- I går så jeg en ældre kvinde. Jeg var virkelig overrasket. Der var bombardementer og skud, og hun stod bare og huggede brænde nær et hus. De må være vant til det, siger Denis.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Russerne er meldt i fremgang i Bakhmut, og der tvivles på, at ukrainerne kan holde stand meget længere.

Denis regner dog med, at der bliver brug for ham og hans enhed et godt stykke tid endnu.

- Det her er et af de sværeste områder lige nu. Og der er meget mere arbejde forude.

/ritzau/AFP

Kort om Bakhmut

* Bakhmut havde før krigen omkring 70.000 indbyggere.

* Siden august sidste år har der været hårde kampe om byen. Kampene bliver beskrevet som krigens værste, og byen er af den russiske Wagner-gruppes leder blevet døbt "kødhakkeren" på grund af de store blodsudgydelser.

* Byen ligger ved floden Bakhmutka omkring 89 kilometer nord for storbyen Donetsk.

* Bakhmut er blevet et vigtigt symbol på ukrainsk modstand.

* Ifølge vestlige analytikere er de langvarige og voldsomme kampe om byen ude af proportioner, når man ser på byens begrænsede strategiske betydning.

Kilder: CNN, dpa og BBC.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu