I Butja leder de efter deres savnede i ligposer på gaden

Ligene af civile beboere fra Butja er blevet samlet ind og bragt til byens kirkegård. Her arbejder politiet sammen med de efterladte for at identificere ligene, der i flere tilfælde er forbrændte. Foto: Stringer/Reuters

Beboerne i Butja er desperate efter at få at vide, hvad der er sket med deres kære. Efter at russerne har forladt byen, går dagene nu med at lede og håbe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring 50 ligposer er lagt ud på jorden på kirkegården i Butja. Nogle ligger oven på hinanden, andre er lagt frem side om side.

En klynge politibetjente skriver foreløbige rapporter, hvor ligene bliver identificeret.

Med få minutters mellemrum bliver en ny ligpose lynet op. I en af dem ligger en kvinde med armene ind over sit livløse ansigt. I en anden har dødsstivheden fået en mand til at ligne, at han står ret.

Nogle poser indeholder blot afrevne og forbrændte ligdele.

Oleh Onysjtjenko, der er kommet for at lede efter to familiemedlemmer, kigger med. I lommen har han en kopi af et id-kort fra sin svigerinde, Tamila, og fødselsattesten for Tamilas 14-årige datter, Anna.

De forlod Butja i en lånt bil, men bilens ejer så senere en video, hvor bilen stod i brand på gaden.

Oleh Onysjtjenko tror, at Tamila og Anna vil være brændt til ukendelighed, så han kigger efter genkendelige smykker.

En politibetjent stikker en håndskreven seddel ind i en åben ligpose.

- Butja, mand, omkring 30 år, åbne øjne, kvæstelser på venstre side af maven, på halsen og på hænderne, står der.

- For en måned siden var der ingen, der kunne have forestillet sig, at sådan noget her var muligt, siger Oleh Onysjtjenko.

Russiske styrker indtog omkring 4. marts Butja. Byen, der ligger 24 kilometer fra den ukrainske hovedstad, Kyiv, var under russisk kontrol indtil 30. marts, hvor ukrainske styrker generobrede den.

Her fandt de massegrave med civile og lig i gaderne. Fundene gav anledning til fornyede anklager om krigsforbrydelser begået af russiske soldater.

På Kyiv-Morotskagade i Butja er der hængt et sort skærf over døren på et af husene. Her bor Tetiana Ustymenko.

I hendes baghave ligger tre mænd begravet, hendes søn Serhij og hans to venner Nastia og Maksym.

Sønnen tilbød at evakuere hende, da russerne kom. Hun sagde, det var for farligt, men han kom alligevel.

- Jeg hørte skud udenfor, men jeg var sikker på, at det ikke kunne være ham, siger Tetiana Ustymenko.

- Så ringede telefonen. Min nabo fortalte mig, at han havde set en bil blive skudt på. Han sagde, at min søn var død.

På graven ligger en ødelagt sneskovl. Forrige år ødelagde Serhij den, hvilket resulterede i et skænderi med hans mor.

- Jeg har lagt den der for at bede om tilgivelse, siger Tetiana Ustymenko.

- Jeg vil have, at han tilgiver mig for at skændes med ham over ingenting.

Blandt Butjas desperate beboere er også Oleksandr Kovtun. Hans 19-årige søn, Oleksij, er forsvundet.

- Han tog ind til byen og kom ikke tilbage, fortæller Oleksandr Kovtun.

Han håber, at sønnen er blevet taget til fange af russerne. Der går rygter om, at det er sket for en anden ung mand fra deres gade.

- Min søn kendte ham, siger Oleksandr Kovtun.

- Vi har spurgt til ham rundt omkring og har snakket med en kvinde, som tager sig af sådan nogle sager.

Registret over de civile døde i Butja bliver længere dag for dag.

- Vi håber bare, at han ikke er på en af listerne, siger Oleksandr Kovtun.

- Der er ikke andet håb for os.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu