I den ukrainske by Kupjansk frygtes russernes tilbagekommen hver dag

Blå og gule ukrainske flag vajer atter fra flagstængerne gennem hovedgaden i den østukrainske by Kupjansk ikke langt fra frontlinjen.

Overalt er byen efterladt med ar fra krigen: sønderskudte bygninger, udbrændte biler og ødelagte broer. De russiske besættelsesstyrker har sat deres tydelige spor.

Kun 15 kilometer væk over de hullede veje og sneklædte bakker mod nordøst befinder den russiske frontlinje sig.

Det efterlader både byen og det ukrainske militær i højt beredskab.

Hver dag buldrer kolonner af kampvogne med svært bevæbnede soldater gennem Kupjansks gader, der vidner om, at krigen ingenlunde er overstået. Hvert et mistænkeligt køretøj bliver undersøgt ved de mange checkpoints.

Frygten for, at russerne vil vende retur, er for meget for 62-årige Galina.

Over for byens ortodokse kirke med den gyldne løgkuppel står hun ved et busstoppested og venter. Med sig har hun to store indkøbsposer, den ene i det ukrainske flags farver.

- Jeg boede her under den russiske besættelse, fortæller hun nervøst til AFP.

Hun nægter at sige sit efternavn.

- Men jeg er bange for endnu et angreb. Jeg tager til Kharkiv. Der er min datter, siger hun.

Som mange af Kupjansks borgere frygter Galina for, hvad der kommer til at ske. Men det er ikke alle, som har mulighed for at forlade den ødelagte by.

Olga på 62 vil også gerne væk. Det er ikke en mulighed.

Hendes 37-årige søn, Andrej, er handicappet og har brug for specialpleje i hjemmet. Desuden, siger hun, har de ingen steder at tage hen.

- Der har været beskydninger foran mit hus. Alle vinduer blev knust. Der er eksplosioner hver dag, så det er meget skræmmende, siger Olga.

Heller ikke hun vil give sit efternavn. Mange ukrainere frygter for repressalier.

- Vi er nødt til at gemme os i kælderen. Der var en kæmpe eksplosion klokken 06.00 i dag. Alle taler om et nyt russisk angreb, siger Olga.

Victoria Harnaja er allerede flygtet sammen med sin teenagesøn. Hun er kun vendt tilbage, fordi hendes mor døde for to dage siden. Hun kæmper for at holde tårerne tilbage.

Hendes mand gennem 20 år og hendes ældre far opholder sig stadig i Kupjansk. Men de har pakket deres tasker og er klar til at slutte sig til dem i Kharkiv 125 kilometer væk, hvis russerne angriber.

- Det her er ikke en måde at leve på, siger hun, mens hun venter på bussen.

- Man har bygget et hjem med alle sine ting, og så skal man afsted kun med to plastikposer.

Men livet går videre i Kupjansk. For nu.

Uden for en af kun to fungerende pengeautomater i byen er der dannet en stor kø for at hæve kontanter. Der er ikke mulighed for at bruge kreditkort i butikker og markeder.

Oleksandr Tymosenko, der er tolder, husker de hårde restriktioner, da russerne havde kontrollen.

- Der var russiske kontrolposter overalt. De lod dig ikke gå ud. Men de civile kom ikke til skade, siger han.

Andre i byen husker plyndringer fra besætternes side. Lokalbefolkningen blev angiveligt tvunget til at male broer i rødt, hvidt og blåt som det russiske flag. De er igen blevet malet blå og gule. I hvert fald for nu.

/ritzau/AFP