I Japan vil myndighederne have unge til at drikke mere alkohol
Japanske unge drikker mindre. Det skal der laves om på. Derfor søger skattemyndighederne i landet de bedste idéer til at skrue op for drukkulturen. Foto: Masaki Akizuki/Ritzau Scanpix
Japanerne har ændret livsstil under pandemien og drikker derfor mindre. Det rammer statskassen hårdt.
I Japan vil myndighederne have unge mennesker til at drikke mere alkohol. Det skriver flere internationale medier, herunder CNN.
Japanere drikker nemlig mindre, end de tidligere har gjort, og det har sat sit præg på de skatteindtægterne i verdens tredje største økonomi.
Der følger nemlig mange penge med alkoholsalget - både når det kommer til barernes omsætning og særskat på alkohol.
Derfor er kampagnen "Sake Viva!" blevet skudt i gang af skattemyndighederne. Den opfordrer borgere mellem 20 og 39 år til at indsende idéer til, hvordan man kan opfordre til mere druk.
Og der er præmier på højkant til den bedste idé. Konkurrencen løber frem til 9. september.
Det faldende alkoholforbrug forklares med, at mange har ændret deres livsstil under coronanedlukningen. De unge drikker mindre. En anden årsag er demografiske ændringer. Der fødes færre børn og folk bliver ældre.
Det årlige alkoholforbrug i Japan er faldet fra 100 liter per person i 1995 til 75 liter per person i 2020, oplyser skattemyndighederne ifølge mediet The Guardian.
Sundhedsmyndighederne siger, at de håber, at folk husker kun at drikke en "passende mængde af alkohol", skriver The Guardian.
Kampagnen har vakt vrede flere steder på internettet.
- Er det her for sjov?, skriver en Twitter-bruger ifølge CNN.
- Det er en god idé at holde sig væk fra alkohol.
Andre påpeger, at det er upassende, at offentlige myndigheder opfordrer druk, ligesom der i kampagnen ikke er taget højde for sundhedsrisici og unges sårbarhed over for alkoholisme.
I Danmark er alkoholforbruget blandt unge steget de seneste fem år, viser en nylig udgivet undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Herhjemme kom Sundhedsstyrelsen med nye anbefalinger til danskernes alkohol forbrug i marts. Styrelsen fraråder nu personer under 18 år at drikke alkohol.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker