I kampen mod en tårnhøj inflation sælger argentinerne deres øjendata

I de seneste måneder har tusindvis af argentinere stået foran den kugleformede scanner, så de kan spæde lidt til deres pressede økonomi. Foto: Juan Mabromata/Ritzau Scanpix

Tusindvis af økonomisk pressede argentinere står i kø for at få deres iris scannet i bytte for kryptovaluta. Men den handling er under granskning i flere lande.

Offentliggjort Sidst opdateret

Argentinas økonomi er helt i knæ, og det har den efterhånden været længe.

Den årlige inflation i det sydamerikanske land nåede sidste måned 276,2 procent. Hvilket ifølge BBC er den højeste i verden.

Den skyhøje inflation sætter sine tydelige spor, og mange argentinere øjner nu en mulighed for at spæde lidt til den pressede privatøkonomi.

I tusindtal står argentinerne i kø for mod betaling at aflevere deres øjendata til firmaet Worldcoin.

I en specialbygget maskine får de scannet deres iris i bytte for kryptovaluta.

Worldcoin er et initiativ, der er startet af OpenAI-chefen Sam Altman. Men projektet bliver lige nu gransket i en række lande.

Ifølge AFP har omkring tre millioner mennesker verden over indtil videre givet deres data, men få har omfavnet projektet mere inderligt end argentinerne.

En halv million mennesker i den sydamerikanske nation har deltaget, siden Worldcoin blev lanceret i juli sidste år.

Og køerne til scanninger er kun blevet længere i de seneste måneder med en økonomi i frit fald.

- Jeg gør det, fordi jeg ikke har nogen penge. Der er ingen anden grund, siger den 64-årige kampsportslærer Juan Sosa til AFP efter en scanning i hovedstaden, Buenos Aires.

Der er 250 Worldcoin-lokationer i hele Argentina.

Hver person på Jorden har en unik iris - den farvede hinde i øjet som omgiver pupillen.

Projektet med at scanne de mange øjne har til formål at udvikle et digitalt identifikationssystem. Et slags pas, der kan garantere, at indehaveren er et rigtigt menneske og ikke en robot, og dermed sikre onlinetransaktioner.

Under scanningerne opgiver man ikke andre oplysninger såsom navn, adresse eller telefonnummer.

Ifølge Worldcoins selv vil firmaet give "universel adgang til den globale økonomi uanset land eller baggrund." Virksomheden insisterer på, at den aldrig har og aldrig vil sælge personlige data. Foto: Juan Mabromata/Ritzau Scanpix

De senere år er talemåden, "hvis du ikke betaler for det, er du selv produktet", begyndt at florere.

I Worldcoins tilfælde modtager man ligefrem betaling.

For frivilligt at afgive data modtager man ti tokens (en slags kryptomønter) af Worldcoins egen kryptovaluta, WLD.

Valutakurserne svinger, men da kampsportsunderviser Juan Sosa modtog sine ti tokens, var de ifølge AFP 80 dollar værd - godt 550 kroner.

Det bekymrer bystyret i Buenos Aires.

Ifølge Argentinas største avis, Clarín, skyldes de lokale myndigheders skepsis, at der mangler gennemsigtighed.

Hvorfor køber firmaet de biometriske data fra borgere i Buenos Aires? Hvad gøres der med disse data? Og er der en form for bindende kontrakt bag?

Folk sulter i Argentina. På billedet ses en kø til at få uddelt poser med mad fra et suppekøkken i Villa Fiorito - et arbejderkvarter i udkanten af hovedstaden, Buenos Aires. (Arkivfoto). Foto: Agustin Marcarian/Reuters

De personlige øjendata er ifølge Worldcoin krypterede og sikre.

Ikke desto mindre er flere lande i gang med at undersøge, om borgernes oplysninger er beskyttet.

AFP skriver, at Spanien og Portugal har beordret at sætte indsamlingen af biometriske data i de to lande på pause.

Og både Frankrig og Tyskland undersøger ifølge avisen Clarín Worldcoins aktiviteter.

Den kenyanske regering har ligefrem suspenderet nye Worldcoin-registreringer.

Argentinas eget agentur for adgang til offentlig information har sagt, at det er i gang med at undersøge Worldcoins "sikkerhedsforanstaltninger" med henblik på at "beskytte brugernes privatliv."

Det stopper dog ikke de økonomisk trængte argentinere.

De seneste måneder har der været utallige demonstrationer i Argentina i protest mod den rekordhøje inflation og landets præsident, Javier Mileis, økonomiske reformer. (Arkivfoto). Foto: Tomas Cuesta/Ritzau Scanpix

Miriam Marrero er 42 år og arbejder bag kassen i et supermarked.

Til AFP fortæller hun, at hendes løn ikke slår til.

- Der er mennesker, der går igennem meget hårde tider. Derfor må man gøre det her. Ellers har du ikke råd til et tag over hovedet i Argentina i dag, siger hun.

Ifølge direktør for det digitale konsulentfirma Salto Agencia, Natalia Zuazo, giver det mening, at Worldcoin lokker indbyggerne i "lande i krise".

- Jeg tror ikke, at folk ikke forstår konsekvenserne. De gør det bare af nød, siger hun til AFP.

/ritzau/

Hvad er kryptovaluta?

 * Kryptovaluta kan beskrives som en slags digitale penge.

* Den ældste og mest kendte kryptovaluta er bitcoin fra 2009, men der findes over 1000 andre.

* Transaktioner med de digitale valutaer foregår uden om bankerne. De kan købes på forskellige børser på internettet. Prisen styres af udbud og efterspørgsel.

* Systemet bygger på en såkaldt Blockchain-teknologi. De digitale mønter kan opbevares i en virtuel pung på nettet.

* Et voksende antal både fysiske forretninger og onlinetjenester er begyndt at tage imod bitcoin som betaling.

Kilder: Bitcoin.org og The Telegraph.

/ritzau/

Den argentinske økonomi

* Argentinas inflation fortsætter på et højt niveau.

* Latinamerikas tredjestørste økonomi er i knæ efter årtiers gæld og dårlig finansiel forvaltning.

* Omkring 57 procent af argentinerne lever lige nu i fattigdom.

* Argentinas præsident, Javier Milei, blev taget i ed sidste år. Han har siden iværksat en række omfattende tiltag for at tøjle prisstigningerne og de store økonomiske udfordringer.

* Det gælder blandt andet nedskæringer i offentlige udgifter så som støtte til blandt andet transport. Også velfærden skal effektiviseres, lyder det.

* Den argentinske peso blev devalueret med over 50 procent i december, hvilket fik priserne til at stige yderligere.

Kilder: AP og Reuters.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu