I Moskva går fred og sejr hånd i hånd tre år efter invasion af Ukraine

Borgere ses her gå rundt i det centrale Moskva på treårsdagen for krigen i Ukraine. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters

Russerne ser ikke kompromis som vejen til at stoppe krigen i Ukraine. Fred kommer, når sejren er i hus, lyder det fra borgere i den russiske hovedstad.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som mange andre på gaderne i den russiske hovedstad, Moskva, er lagerarbejderen Igor Karagodin klar til fred i Ukraine.

Men kun hvis det betyder fuldstændig russisk sejr.

- Jeg håber, at det snart slutter - til vores fordel. Altså at vi vinder. Men jeg vil gerne have, at det sker snart, så færre dør, siger den 62-årige til AFP.

Nyhedsbureauet melder om en generel begejstring blandt russerne over drøftelser om fred mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og USA's præsident, Donald Trump.

Men på treårsdagen for Putins "særlige militære operation", som invasionen af Ukraine stadig kaldes i Rusland, ser russerne stadig ikke kompromis som vejen til fred.

- Jeg vil gerne have fred, siger 27-årige Jevgenja.

- Men selvfølgelig håber jeg på en sejr for Rusland.

En kvinde tager et billede, mens hun går tur med sin hund i Moskva. Flere borgere i den russiske hovedstad siger til AFP, at de ønsker fred, men også en sejr i Ukraine. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters

Synspunkterne matcher budskabet fra den russiske top.

Putin har gentagne gange hævdet, at han er klar til drøftelser om krigen, som han skød i gang 24. februar 2022.

Samtidig har han imidlertid hold fast i, hvad mange anser for urealistiske krav. Rusland har blandt andet annekteret fire ukrainske regioner og nægter at give afkald på dem.

Men efter en telefonsamtale med Trump og ministerdrøftelser i Saudi-Arabien virker Putin til at være det tætteste på at opnå sine mål, siden hans tropper kæmpede i udkanten af den ukrainske hovedstad, Kyiv, i de første dage af krigen.

En snarlig ende på krigen kan meget vel være i Putins interesse, selv om han ikke giver udtryk for det.

Den russiske økonomi er i store problemer efter tre år med krig. De vestlige sanktioner har ramt hårdt, og inflationen er skyhøj.

Derfor kan USA og Trump have givet Rusland en livline ved at presse på for hurtig fred. For Rusland kan ikke bare ufortrødent fortsætte med at føre krig i Ukraine.

Folk går på Den Røde Plads i Moskva. Den russiske økonomi er i store problemer efter tre år med krig. De vestlige sanktioner har ramt hårdt, og inflationen er skyhøj. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters

Det skriver Reuters, der har talt med Oleg Vjugin, som er tidligere næstformand i den russiske centralbank.

Han påpeger, at Rusland uden snarlig fred står med to valgmuligheder, hvoraf ingen af dem er ønskelige for Putin.

Enten må Rusland stoppe med at skrue op for udgifterne til militæret og dermed risikere at blive slået tilbage i Ukraine.

Ellers må landet betale prisen med mange år med lav vækst, høj inflation og faldende levestandarder, hvilket kommer med politiske risici for Putin.

- Af økonomiske årsager er Rusland interesseret i at forhandle en diplomatisk afslutning på krigen, siger Vjugin til Reuters.

I Moskva erklærer 77-årige Irina Svetlitjnaja sig henryk over, at det endelig ser ud til at gå Ruslands vej.

- Det er helt anderledes. Alt i verden er vendt på hovedet med Trumps ankomst, siger hun til AFP.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, holder indtil videre fast i, hvad mange anser for urealistiske krav. Rusland har blandt andet annekteret fire ukrainske regioner og nægter at give afkald på dem. Foto: Mikhail Metzel/Ritzau Scanpix

Hun mener, at det er på sin plads, at Europa og Ukraine bliver "skubbet rundt".

I Europa og Ukraine er der utilfredshed med, at de mener, at de af USA og Rusland er blevet kørt ud på et sidespor i fredsforhandlingerne.

Men det er lige, som det skal være, mener 30-årige Jurij, der håber, at et topmøde mellem Putin og Trump bliver en realitet.

- Når de voksne taler, er det bedst, at børnene står på sidelinjen. Når de voksne er enige, kan børnene blive informeret om, hvad der er besluttet, siger han til AFP.

/ritzau/

Krigen i Ukraine

* Rusland lancerede for tre år siden - 24. februar 2022 - en fuldskala invasion med missilangreb på ukrainske byer. Det lykkedes Ukraine at afvise russiske styrker, der rykkede frem mod hovedstaden, Kyiv. Rusland erobrede i stedet dele af ukrainske territorier i syd og øst.

* Der har siden fra begge sider været offensiver og modoffensiver, men frontlinjen har været stort set fastfrosset de seneste par år. Den mest markante udvikling var i august sidste år, da ukrainske styrker trængte ind i Kursk-regionen i det sydvestlige Rusland. Det markerede det største angreb på Rusland siden Anden Verdenskrig.

* USA's præsident, Donald Trump, sagde lørdag, at USA er "ret tæt på en aftale" om at stoppe krigen mellem Ukraine og Rusland. Han sagde, at han har været i dialog med både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Oleg Vjugin, som er tidligere næstformand i den russiske centralbank påpeger, at Rusland uden snarlig fred står med to valgmuligheder, hvoraf ingen af dem er ønskelige for Putin. (Arkivfoto). Foto: Maxim Shemetov/Reuters
USA og Trump har givet Rusland en livline ved at presse på for hurtig fred. For Rusland kan på grund af sin pressede økonomi ikke bare ufortrødent fortsætte med at føre krig i Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Jose Luis Magana/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu