I Tyskland er 15.000 ugentlige kremeringer i fare ved gasmangel
Gas varmer ovnen op til 850 grader, før kisten brændes af. Måske kan der dog skrues lidt ned for temperaturen til 750 grader. Foto: Thomas Frey/Ritzau Scanpix
Det kræver en stor mængde gas at starte en ovn til ligbrænding, så branchen må tænke kreativt, hvis der bliver lukket for hanerne fra Rusland.
Ritzau RitzauMathias Stigsgaard/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Udsigten til mangel på russisk gas har allerede fået mange konsekvenser i Tyskland.
Der bliver slukket for det varme vand i offentlige bygninger. Nattebelysning bliver beskåret. Og alle tyskere bliver bedt om at spare på energien, hvor de kan.
Desuden er mange tyske virksomheder blevet sat i udsigt, at de kan blive tvunget til at klare sig uden den fulde mængde gas til vinter. De skal derfor skrue ned for fabrikkerne eller finde på andre løsninger.
Men det er ikke så nemt for Tysklands mange krematorier. Antallet af dødsfald er i hvert fald svært at justere.
- Du kan ikke slukke for døden, som Svend-Jörk Sobolewski, formand for den tyske krematorieforening, udtrykker det over for nyhedsbureauet Reuters.
Annonce
Knap tre fjerdedele af de cirka 20.000 tyskere, der dør hver uge, bliver kremeret.
Det er en lidt lavere andel end i Danmark, hvor seks ud af syv lig brændes, men højere end i det meste af Europa.
Karl-Heinz Könsgen overvejer at lade nogle af sine krematorieovne køre døgnet rundt for at spare på gassen. (Arkivfoto). Foto: Thomas Frey/Ritzau Scanpix
Og kisterne kommer derfor hurtigt til at stå i stabler, hvis der ikke kan sættes gang i ovnene.
Derfor vil Svend-Jörk Sobolewski have branchen højt op på prioriteringslisten, hvis der bliver indført gasrationering.
Det sker, hvis regeringen går til trin tre i sin gasnødplan. Siden slutningen af juni har landet været på andet trin.
I krematorierne bruges gas til at starte ovnene op hver morgen og efter vedligehold.
Når først de er nået op til en mindstetemperatur på 850 grader, holder de sig varme af sig selv, så længe de bliver fodret med kister og lig.
Derfor er det i nogle af de større faciliteter på tale at holde ovne kørende 24 timer i døgnet.
- Så ved gasmangel ville vi kunne arbejde videre i de varme ovne, siger Karl-Heinz Könsgen fra Tysklands største krematorium i Dachsenhausen vest for Frankfurt til Reuters.
Ifølge formand Svend-Jörk Sobolewski ville det kunne spare omkring 80 procent af gasforbruget.
Annonce
Men det er ikke en mulig løsning for de mindre travle af landets godt 160 krematorier, og at holde åbent døgnet rundt ville desuden øge udgifterne til personale.
I forvejen bliver kremeringer for tiden dyrere på grund af de forhøjede gaspriser.
En anden mulighed er at nøjes med at varme ovnene op til 750 grader. Det ville spare 10 til 20 procent af gasforbruget, men det kræver en særlig tilladelse fra miljøministeriet, som det lige nu tygger på.
På sigt overvejer branchen også, om processen kan omstilles fra gas til el.
Det er dog ikke noget, der kommer til at være på plads hen over natten, siger Stephan Neuser, chef for den tyske bedemandsforening, til Reuters.
/ritzau/Reuters
Tre trin i nødplanen
* Den tyske gasnødplan har tre trin:
1: Tidlig advarsel:
* Her er forsyningerne ikke forstyrret endnu, men de er truet.
* Gasbranchen skal dagligt opdatere regeringen om situationen, og der udarbejdes nødplaner.
* Det niveau blev nået i slutningen af marts.
2: Alarm:
* Her er forsyningerne forstyrret, eller der er særligt høj efterspørgsel, så udbuddet ikke kan følge med.
* Regeringen griber ikke ind endnu, men alle aktører i markedet skal arbejde for at sikre mere gas.
* Det niveau blev nået 23. juni.
3: Nødsituation:
* Udløses, når udbuddet på ingen måde kan følge med efterspørgslen.
* Regeringen griber ind og rationerer gasforsyningerne. Der tages særligt hensyn til "beskyttede kunder", og at skadevirkninger fra gasmangel skal reduceres.
* Det betyder i praksis, at dele af industrien først får lukket for hanerne for at beskytte husholdninger, beredskabet og sundhedssystemet.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub