Et overvældende flertal i FN's atomenergiagenturs (IAEA) bestyrelse fordømmer Iran for i hemmelighed at have udviklet et anlæg, der beriger uran. IAEA's bestyrelse kræver samtidig, at Iran øjeblikkeligt fastfryser projektet.
IAEA-resolutionen blev vedtaget på et bestyrelsesmøde i Wien fredag med stemmerne 25 for og tre imod. Seks lande undlod at stemme. Det er første gang i næsten fire år, at IAEA's 35 lande store bestyrelse vedtager en resolution.
Selv Rusland og Kina stemte for resolutionen, hvilket sender et kraftigt signal om den internationale forbitrelse over Irans hemmelighedskræmmeri og trodsighed.
Det fremgår ikke umiddelbart, om resolutionen indebærer, at Rusland og Kina bakker op om nye sanktioner mod styret i Teheran. Vesten formodes at presse på for nye sanktioner mod Iran, hvis landet ikke retter ind.
De fleste udviklingslande, der er medlem af IAEA's bestyrelse, er modstandere af resolutionen, som, de mener, vil virke stik modsat af hensigten. Iran advarer selv om, at resolutionen vil undergrave dets forhold til IAEA.
Vesten frygter, at Iran er ved at udvikle atomvåben under dække af et fredeligt, civilt atomprogram.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet