IAEA: Iran bevæger sig længere væk fra atomaftale
Det iranske flag vajer udenfor et af Irans atomanlæg i Bushehr. Landet har i sinde at berige uran i højere grad end tidligere, siger IAEA. (Arkivfoto) Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Vestlige lande er bekymrede over Irans berigelse af uran. Det truer udfaldet af atomforhandlinger, mener de.
Iran tager yderligere skridt i retning væk fra den atomaftale, som landet forhandler med USA, EU og en række lande om at få tilbage på sporet igen.
Det vækker dyb bekymring i flere vestlige lande.
- Iran truer et vellykket udfald på forhandlingerne i Wien trods de fremskridt, der er opnået i de første seks runder forhandlinger indtil videre, lyder det i en fælles udtalelse fra udenrigsministrene i Frankrig, Tyskland og Storbritannien.
Iran har til hensigt at fremstille uran, der er beriget op til 20 procent, meddeler Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) tirsdag.
Dermed er det tættere på at have uran af en kvalitet, der kan bruges i atomvåben.
Den iranske regering afviser, at den har til hensigt at fremstille atomvåben. Men den har lidt efter lidt bevæget sig længere og længere væk fra den atomaftale, der blev indgået i 2015, siger IAEA.
Regeringen har meddelt IAEA, at det berigede uran vil blive sendt til et forskningslaboratorie i Isfahan. Målet er angiveligt at lave brændsel til en forskningsreaktor.
Fra amerikansk side lyder der ligeledes bekymring over, at Iran beriger uran i stadig højere grad, "særligt med eksperimenter, der har værdi for atomvåbenforskning", siger en talsmand for USA's udenrigsministerium.
- Vi opfordrer stadig Iran til at indstille denne balancegang, at vende tilbage til Wien og være indstillet på reelle forhandlinger, og være klar til at afslutte det arbejde, vi indledte i april, siger talsmanden, Ned Price.
Forhandlingerne i den østrigske hovedstad, Wien, har stået på i månedsvis. Men der har ikke været nogen gennembrud i de seneste uger.
Iran får en ny præsident den 3. august, når den konservative Ebrahim Raisi tages i ed. Det er endnu uklart, hvad præsidentskiftet vil komme til at betyde for forhandlingerne.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned