Ikea beklager brug af tvangsarbejdere i DDR
Ikea måtte fredag erkende, at politiske fanger i det tidligere Østtyskland blev tvunget til at fremstille varer til virksomheder, der leverede til den svenske møbelgigant i 1970'erne og 1980'erne.
Det er revisionsfirmaet Ernst & Young, der har undersøgt anklagen og fredag præsenterede en rapport med konklusionerne.
Rapporten viser, at både politiske fanger og almindelige kriminelle i det tidligere DDR blev tvunget til at fremstille møbler og dele til Ikea-produkter i fængslernes værksteder.
Ifølge Hubertus Knabe, talsmand for den statslige fond Berlin-Hohenschönhausen Memorial, er det ekstra alvorligt, fordi det drejede sig om tvangsarbejde.
- Desuden var betalingen dårlig. Virksomhederne betalte almindelig løn til fængslerne, men af det fik fangerne kun 10 procent, siger Hubertus Knabe.
Fangerne blev truet med isolationsfængsling og andre straffe, hvis de nægtede at udføre arbejdet.
Rapporten fastslår, at nogle af Ikeas ledere var klar over, at politiske fanger blev brugt til at fremstille produkterne.
- Vi beklager dybt, at dette kunne ske, siger Ikea-talskvinde Jeanette Skjelmose i en pressemeddelelse.
Anklagen om, at Ikea udnyttede fangernes billige arbejdskraft, kom frem i en tysk dokumentar fra sidste år og siden i det svenske tv-program "Uppdrag".
Ernst & Young har gennemgået 20.000 sider dokumenter fra Ikeas interne arkiver og 80.000 sider fra tyske arkiver.
Desuden er omkring 90 mennesker blevet interviewet, både Ikea-ansatte, tidligere fanger og andre.
Under hele DDR-tiden havde det kommunistiske land omkring 250.000 politiske fanger i sine fængsler.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned