Ikea-chefer anklages for overvågning og spionage mod ansatte
Den franske gren af Ikea blev mandag stillet for retten i en sag om overvågning af ansatte. Foto: Francois Lo Presti/Ritzau Scanpix
Francois Lo Presti/Ritzau Scanpix
Ikea i Frankrig har ifølge anklagemyndighed stået bag en omfattende overvågning af ansatte og jobansøgere.
Den franske gren af Ikea blev mandag stillet for retten i en sag om overvågning af ansatte.
Ved en domstol i Versailles sydvest for Paris er ledende personer og tidligere ansatte anklaget for at have udviklet et omfattende system med overvågning og spionage mod deres ansatte og jobansøgere.
De skal blandt andet have gjort brug af privatdetektiver og politifolk. De anklagede i sagen risikerer fængselsstraf.
Overvågningen blev afsløret af undersøgende journalister ved medierne Le Canard enchaîné og Mediapart i 2012. En retssag blev indledt af fagforeningen Force Ouvriere.
Ifølge anklagemyndigheden har Ikeas franske gren oprettet "spionsystemet" forskellige steder i Frankrig, hvor hundredvis af ansattes og jobansøgeres privatliv er blevet udspioneret. Det har blandt andet også været et spørgsmål om at få adgang til fortrolige oplysninger i straffeattester.
Siden afsløringerne i franske medier har Ikea afskediget fire ledende personer. Men møbelgiganten, som har 10.000 ansatte, står stadig over for bøder på 3,75 millioner euro (omkring 28 millioner kroner).
Blandt de 15 personer, som er stillet for retten, er tidligere administrerende direktører som Stefan Vanoverbeke og hans forgænger Jean-Louis Baillot.
Begge mænd var i retten ved det første retsmøde mandag.
Der var også fire politifolk, som er tiltalt for at have videregivet fortrolige oplysninger til Ikea.
Den centrale person i de ulovlige aktiviteter er Jean-Francois Paris, som er tidligere direktør for risikostyring i Ikea i Frankrig. Ifølge anklagerne sendte han lister med navne til privatdetektiver, som tilsammen tjente op til 4,5 millioner kroner årligt på at undersøge eller overvåge de pågældende.
Det multinationale Ikea har omkring 430 forretninger i mere end 50 lande på verdensplan.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker