Ikea tester for hestekød i 16 europæiske lande

Den svenske møbelgigant Ikea har trukket portioner af deres kendte kødboller tilbage fra salg i mindst 16 europæiske lande for at teste, om der er spor af hestekød i dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tilbagetrækningen kommer, efter at tjekkiske myndigheder mandag har fundet hestekød i de svensk producerede kødboller, der serveres i Ikeas restauranter.

Det er producenten Dafgårds, der leverer kødbollerne til Ikea i størstedelen af Europa.

- Vi tager dette meget alvorligt og har tilbagekaldt et-kilos-poser af frosne kødboller fra Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Storbritannien, Portugal, Italien, Holland, Belgien, Spanien, Cypern, Grækenland og Irland, siger firmaets talskvinde Ylva Magnusson.

Både i Danmark, Frankrig, Rumænien og i Ikeas hjemland Sverige er salget af kødboller stoppet.

- Det parti kødboller, som er blevet testet i Tjekkiet, har ikke været solgt i nogen af vores restauranter i Danmark, siger Tine Lindharth, kommunikationsansvarlig i Ikea Danmark.

- Men vi har alligevel valgt at sende kødboller fra de danske varehuse til en analyse, og imens vi venter på svar på den analyse her i Danmark, så har vi valgt at stoppe salget, tilføjer hun.

Årsagen til tilbagetrækningen af kødbollerne er grundet "bekymring fra kunderne", lyder det fra møbelgiganten.

- Vi er i dag blevet informeret om, at vores kødboller kan indeholde spor af hestekød, baseret på test udført i Tjekkiet. Vores egne test har ikke vist nogen spor af hestekød. Vi er naturligvis nødt til at undersøge dette nærmere, skriver Ikea i en erklæring.

Ikea oplyser, at produktet normalt kommer fra Sverige, Tyskland og Irland, men at producenter fra lande andre kunne levere, når efterspørgslen var særlig høj.

Ikea's madafdeling havde sidste år en omsætning på 1,3 milliarder euro.

Hestekødskandalen har hærget i Europa i over en måned. Det forklædte kød dukkede i første omgang op i Storbritannien og Irland, hvor det blev fundet i hamburgere og færdigretter.

Siden har skandalen bredt sig til flere europæiske lande, heriblandt Danmark.

Også så langt væk som i Hongkong er der fundet hestekød i lasagne, der skulle være lavet af oksekød.

/ritzau/AFP