Ikeas grundlægger vender hjem som falleret milliardær

Grundlæggeren af møbelgiganten Ikea, Ingvard Kamprad, flytter hjem til Sverige efter mere end 40 år i udlandet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det betyder, at han skal betale skat som alle andre svenskere.

Den finansielle medievirksomhed Bloomberg har på sit indeks placeret Kamprad som verdens fjerderigeste mand med en personlig formue på 345 milliarder svenske kroner.

Men det er ikke en mangemilliardær, der melder sig på skattekontoret i byen Älmhult, hvor Kamprad stammer fra, og hvor den 87-årige agter at slå sig ned.

Ifølge Sydsvenska Dagbladet har hans advokater opgjort formuen til 750 millioner kroner, og det er det beløb, som er blevet indberettet til de svenske skattemyndigheder.

Det fremgår af den boopgørelse, som blev lavet efter hans kones død for halvandet år siden.

En talsmand for Kamprad siger, at dette "en gang for alle dokumenterer, hvad Ingvard ejer og ikke ejer".

Noget overraskende skal Kamprad således ikke længere eje nogen dele af Ikea.

På spørgsmålet, om det er korrekt, at Ikea er holdt uden for boopgørelsen, svarer talsmanden:

- Det skulle indebære, at advokaterne ikke har foretaget en korrekt boopgørelse i forhold til svensk lov.

Der har gennem årene været stærk kritik af Kamprad for at benytte sig af skattely til at unddrage sig sit samfundsansvar som svensk statsborger.

Selv forklarer han Financial Times, at han ikke længere er glad for at være i sit nuværende opholdsland Schweiz.

- Jeg flytter tilbage til Sverige for at være tættere på min familie og mine gamle venner. Siden min kære kone Margaret døde for omkring halvandet år siden, er det blevet sværere at holde mig i Schweiz, siger han.

/ritzau/TT