Ikke alle minearbejdere vil holde mund

Pressen har endnu ikke fået fisket hele historien om det 69 dage lange mareridt ud af de overlevende minearbejdere fra den chilenske San Jose-mine. Men nogle afsløringer er muligvis på vej.

Søndag indikerede én af de nu berømte arbejdere, at han gerne fortæller sin historie mod betaling, mens en anden gør klart, hvad der bestemt ikke skete i den sammenstyrtede mine.

Der er lukrative film- og bogaftaler i vente for de 33, og det kan for mange betyde en sikring af deres finansielle fremtid. Men en pagt mellem arbejderne har indtil videre lukket munden på dem alle.

Således har ingen af dem fortalt om deres værste oplevelser under indespærringen små 700 meter under jorden.

- Vi kan ikke tale om de ting, fordi der er en pagt. Vi kan ikke tale om den periode fra vi blev fanget til vi kom ud, siger Mario Gomez, som med sine 63 år er den ældste af minearbejderne.

Han var sammen med 12 andre søndag ude ved Camp Hope ved minen, hvor hele deres historie udspillede sig, og hvor familier til arbejderne ventede på deres kære.

Pagten skal sikre, at den rigtige historie bliver fortalt om dagene i minen, lyder det fra en af arbejderne. Men for Jorge Galleguillos er pagten ikke bindende, og han siger, at han løfter sløret for historien mod penge.

- Jeg må tænke på mig selv, siger han.

Minearbejderen Mario Sepulveda har allerede testet pagtens grænser ved at fortælle til Britain's Mail søndag, at han på nogle tidspunkter mistede håbet om at blive reddet, og at han spillede død som en makaber joke i minen.

Derudover afviser han, at mændene havde sex under jorden, og at han overvejede kannibalisme, men siger, at nogle oplevelser aldrig kommer over hans læber, fordi det vil være pinligt for nogle af de yngre minearbejdere.

- Ikke noget seksuelt, men mere at de opførte sig som børn, siger han.

/ritzau/Reuters

De 33 reddede chilenske minearbejdere har indgået en pagt om ikke at tale med pressen om, hvad der skete i minen. Men ikke alle vil overholde pagten.

Offentliggjort Sidst opdateret