Ilter Orbán: EU-medlemskab til Ukraine er en dårlig idé

EU-medlemskab til Ukraine er en dårlig beslutning, siger Viktor Orbán. Han valgte ifølge EU-diplomater at forlade rummet og lade de øvrige 26 EU-lande træffe beslutningen. Dermed opgav han reelt det veto, han ellers kunne have lagt imod beslutningen. Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

EU-medlemskab til Ukraine er en dårlig beslutning, siger Viktor Orbán.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, skriver på Facebook, at Ungarn ikke har deltaget i beslutningen om medlemskab til Ukraine.

- EU-medlemskab til Ukraine er en dårlig beslutning. Ungarn vil ikke deltage i denne dårlige beslutning!, skriver Viktor Orbán på Facebook.

En EU-kilde oplyser, at "ingen protesterede" over beslutningen om at åbne optagelsesforhandlinger med Ukraine. Dermed har Viktor Orbán formentlig undladt at stemme og dermed overladt beslutningen til de øvrige 26 EU-lande.

EU-diplomater siger ifølge Reuters, at Orbán ikke var i topmøderummet, da beslutningen blev truffet. Men han vidste og var enig i, at de andre EU-ledere kunne stemme om spørgsmålet, mens han var væk.

Diplomater har også meddelt, at Tysklands kansler, Olaf Scholz, foreslog, at Orbán forlod lokalet, mens der blev stemt.

Hvis de oplysninger er rigtige, så har Orbán reelt opgivet at nedlægge veto mod beslutningen. På grund af EU's regler om enstemmighed var Orbán ellers udstyret med netop det.

Derfor har han i ugevis kunnet holde EU og Ukraine på pinebænken med truslen om at nedlægge veto mod optagelsesforhandlingerne.

På vej ind til topmødet torsdag formiddag fastslog Orbán igen, at Ukraine ikke var klar til optagelsesforhandlinger.

- Hvis man ikke lever op til kravene, så kan det ikke komme på tale at påbegynde snakke om medlemskab, sagde Viktor Orbán.

Han mente ikke, at Ukraine lever op til de krav EU-Kommissionen har opstillet.

- Tre ud af de syv forudsætninger, som kommissionen har opstillet, er ikke opfyldt, sagde han og tilføjede, at man må evaluere igen på et senere tidspunkt og så forholde sig til optagelsesforhandlinger.

På topmødet blev Orbán og de øvrige 26 EU-ledere dog indledningsvist mødt af en alvorsfuld tale fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Han appellerede til EU-ledernes historiske ansvar og kom med en advarsel om ikke at gå Putins ærinde:

- Befolkningerne i Europa vil ikke kunne forstå, hvis Putins tilfredse smil bliver belønningen for et møde i Bruxelles, sagde Zelenskyj i talen til topmødet.

På selve topmødet har Orbán formentlig også være underlagt et massivt pres fra de øvrige 26 EU-landes ledere for ikke at stå i vejen for beslutningen. Det har tilsyneladende virket.

Det næste spørgsmål bliver, om Orbán også vil give sig og sige ja til en flerårig finansiering af Ukraine. Her har EU-Kommissionen lagt op til at give Ukraine 50 milliarder euro over fire år.

/ritzau/