Imam meldes dræbt i attentat: Havde tætte bånd til Irans leder
Den iranske ayatollah Ali Soleimani er blevet dræbt. Han var tæt på landets politiske og religiøse leder.
En højtstående imam med tætte bånd til Irans øverste leder er onsdag morgen blevet dræbt i et attentat i den nordlige del af Iran.
Det oplyser det statslige iranske nyhedsbureau IRNA ifølge AFP.
Den dræbte imam, ayatollah Abbas Ali Soleimani, var tidligere repræsentant for ayatollah Ali Khamenei, som er Irans øverste politiske og religiøse leder.
Den formodede gerningsmand er pågrebet.
Angrebet fandt sted i en bank i byen Babolsar i provinsen Mazandaran.
- Det er uklart, hvad gerningsmandens motiv er, men det vil blive offentliggjort, når det er klarlagt, siger en talsmand for myndighederne i Mazandaran til IRNA.
Ifølge guvernøren i provinsen, Mahmoud Hosseinipour, er gerningsmanden ansat som sikkerhedsvagt i den pågældende bank.
Soleimani blev 75 år. Han var medlem af et panel, som ifølge Irans forfatning har beføjelse til at afskedige og vælge Irans øverste leder.
Panelet har 88 medlemmer. Medlemmerne bliver valgt for otte år ad gangen.
Soleimani har tidligere haft ansvaret for fredagsbønnerne i byen Kashan i Isfahan-provinsen og i Zahedan i provinsen Sistan-Baluchistan.
For et år siden kostede et andet angreb to præster livet i byen Mashhad i den nordøstlige del af Iran. Den hovedmistænkte i sagen var en 21-årig usbeker.
Han blev idømt dødsstraf og hængt i juni sidste år.
Få dage inden angrebet i Mashhad blev to sunnimuslimske imamer dræbt af skud i byen Gonbad-e Kavus.
Hovedparten af Irans imamer og andre gejstlige er shiamuslimer, mens et mindretal bekender sig til sunniislam.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde