IMF-chef advarer USA og Kina: Stik ikke kæp i verdensøkonomien
Christine Lagarde, direktør i Den Internationale Valutafond, advarer Kina og USA om, at de to lande kan gøre skade på hele verdensøkonomien med en eventuel handelskrig. Foto: Scanpix/Chip Somodevilla
Scanpix/Chip Somodevilla
En handelskrig mellem USA og Kina vil gøre ondt på det globale økonomiske opsving, mener IMF-chef.
Fjendtlige toner mellem USA og Kina kan komme på tværs af det nuværende globale opsving, mener Den Internationale Valutafonds (IMF) direktør, Christine Lagarde.
Direktøren advarer derfor mod, at de to landes ledere stikker en kæp i verdensøkonomiens hjul ved at begrænse handel og investeringer.
- Investeringer og handel er to nøgle-motorer, som endeligt er ved at få fart. Vi har ikke lyst til at gøre skade på dem, siger Lagarde på et pressemøde.
Ifølge Christine Lagarde vil eventuelle forøgelser af toldsatser mellem de to lande få følgeeffekter på resten af verdensøkonomien.
Selv om Lagarde anerkender, "at den kortsigtede effekt på væksten ikke er meget stor målt i bruttonationalprodukt", kan en handelskrig ødelægge virksomheders selvtillid og deres lyst til at investere.
Mere generelt sendte IMF-chefen en bredside mod de, der har kritiseret en øget verdenshandel.
Ifølge Lagarde har internationalt samarbejde tjent alle lande godt og "leveret fremskridt for flere mennesker end på noget andet tidspunkt i historien".
Det er måske ikke uden grund, at netop IMF's chef ser den nuværende situation i et historisk perspektiv.
IMF's opgave er at stabilisere den globale økonomi og fremme økonomisk samarbejde. Den blev skabt for at forhindre ustabile valutakurser, som i 1920'erne og 1930'erne.
I dag står den blandt andet for udlån til medlemslande, der har problemer med betalingsbalancen.
IMF har torsdag til søndag forårsmøde med repræsentanter for Verdensbanken. De to parter vil under mødet fremlægge deres prognoser for verdensøkonomien de kommende år.
Valutafonden har forud for mødet udtrykt bekymring for en opstramning i flere landes centralbanker. IMF er bekymret for, at det sker i hidsige ryk, hvilket vil sende chok gennem en sårbar verdensøkonomi.
Globalt set er der et historisk højt niveau af gæld, og strømmen af højrisiko finansielle produkter er ifølge IMF igen høj.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker