IMF er klar med 17 milliarder dollar til Ukraine
Den Internationale Valutafond (IMF) har onsdag aften godkendt en økonomisk hjælpepakke på 17 milliarder dollar til Ukraine.
3,2 milliarder dollar bliver stillet til rådighed for regeringen i Kijev med omgående virkning.
Oveni de territoriale stridigheder med prorussiske separatister og afståelsen af halvøen Krim til Rusland har Ukraine også store økonomiske problemer. IMF forventer, at økonomien i år står over for en tilbagegang på 5,0 procent.
Desuden kræver Rusland en gæld på 2,2 milliarder dollar for leverancer af naturgas indfriet omgående. Sker det ikke, har Rusland truet med at afbryde forsyningerne af naturgas til Ukraine.
En del af den første udbetaling fra IMF kan blive brugt til at betale det udestående beløb.
Bidraget fra IMF er del af den støttepakke på 27 milliarder dollar, som EU, Verdensbanken og andre aktører står bag.
Pengene skal medvirke til at stabilisere Ukraines økonomi.
- Det var nødvendigt at reagere omgående. På den geopolitiske front vil den bilaterale internationale støtte, og samarbejdet mellem alle parter, helt klart være yderst nyttig for at styrke Ukraines økonomiske situation, siger Christine Lagarde, topchef for IMF.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde