IMF lover Ukraine 108 milliarder til genopretning af økonomi
108 milliarder kroner over fire år skal fremme væksten i Ukraine samt dets vej til EU-medlemskab, oplyser IMF.
Den Internationale Valutafond (IMF) er nået til enighed med Ukraine om en lånepakke til en værdi af cirka 15,6 milliarder dollar. Det svarer til cirka 108 milliarder kroner.
Pengene udbetales over fire år og skal hjælpe med at genoprette det krigsramte lands økonomi.
Det europæiske land har været i krig med Rusland, siden russiske soldater invaderede landet i februar sidste år.
- I tillæg til den forfærdelige humanitære belastning fortsætter Ruslands invasion af Ukraine med at have en ødelæggende effekt på økonomien, udtaler lederen af IMF's mission i Ukraine, Gavin Gray, i en erklæring.
Fireårsplanen skal støtte Ukraines igangværende, gradvise genopretning af økonomien. Samtidig skal den fremme en langsigtet vækst i forbindelse med genopretningen efter krigen samt landets vej til optagelse i EU, står der i erklæringen.
Planen skal formelt godkendes af IMF's bestyrelse.
Ifølge Gavin Gray faldt Ukraines økonomiske aktivitet med 30 procent sidste år. Imens steg fattigdommen, og meget af kapitalbeholdningen forsvandt.
IMF forudser, at Ukraines økonomi langsomt vil komme sig i løbet af de kommende kvartaler. Det vil ske, "efterhånden som aktiviteten genopretter sig efter den alvorlige skade, der er blevet gjort på den kritiske infrastruktur".
- Men akutte makroøkonomiske udfordringer fortsætter på grund af omfanget af chokket og udvidelsen af det finanspolitiske underskud, udtaler Gray.
Ifølge IMF vil bestyrelsen gennemgå lånepakken i løbet af de kommende uger.
Nyheden om lånepakken kommer, mens Kinas præsident, Xi Jinping, er på officielt besøg hos præsident Vladimir Putin i Rusland.
Tirsdag drøftede de to blandt andet et kinesisk forslag om en våbenhvile i Ukraine, mens de gav udtryk for sammenhold og optrappet rivalisering med Vesten.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned