Den Internationale Valutafond (IMF) vil tage kontakt til organisationens fængslede topchef Dominique Strauss-Kahn, der er anklaget for et seksuelt overgreb på en stuepige, for at finde ud af, om han vil fortsætte i jobbet, siger to unavngivne IMF-bestyrelsesmedlemmer.
IMF's 24 mand store bestyrelse kan fyre Strauss-Kahn. Et af de to bestyrelsesmedlemmer siger, at det ville være ideelt, hvis topchefen trådte tilbage, men det er ikke hele flokken, der deler den holdning, siger det andet bestyrelsesmedlem.
Strauss-Kahn blev mandag nægtet løsladelse mod kaution under sagens første retsmøde, hvor han blev præsenteret for sigtelserne, der blandt andet lyder på forsøg på voldtægt og ulovlig frihedsberøvelse.
Strauss-Kahn er under stigende pres fra folk, der vil have ham til at træde tilbage for ikke at skade IMF's omdømme og handlekraft. To europæiske finansministre har rejst tvivl ved holdbarheden af IMF-chefens fortsatte ledelse af organisationen.
En talsmand siger, at IMF ikke har talt med Strauss-Kahn, siden han blev anholdt lørdag, men at det er vigtigt, at det sker inden for kort tid.
Den sexanklagede franskmand har tilsyneladende mistet støtten fra USA i forhold til jobbet i IMF.
- Han er selvsagt ikke i nogen position til at lede IMF, siger USA's finansminister, Timothy Geithner, på en konference i New York ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker