Indbyggere i Khan Younis er vendt hjem til murbrokker og lugten af død

Flere indbyggere i Khan Younis i det sydlige Gaza er begyndt at vende tilbage til byen, efter at Israels militær har trukket sine tropper ud af området. Foto: -/Ritzau Scanpix

Israels hær har forladt byen Khan Younis efter flere måneders bombardementer og kampe, som har efterladt byen i ruiner til de tilbagevendende indbyggere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kort tid efter at Israels militær havde trukket sine tropper ud af byen Khan Younis i det sydlige Gaza, begyndte indbyggerne at vende tilbage til byen.

Indbyggerne håbede, at de ville finde deres hjem i den sønderbombede by, men de blev mødt af støv, murbrokker og lugten af død.

Nogle af indbyggerne bærer rundt på en madras, i håb om at de kan finde fire intakte vægge til den.

- Der lugter af død, siger 38-årige Maha Thaer til nyhedsbureauet AFP.

- Vi har ikke en by mere. Kun murbrokker. Der er absolut intet tilbage. Jeg kunne ikke holde op med at græde, da jeg gik gennem gaderne.

Maha Thaer er mor til fire, og også hendes hjem er blevet delvist ødelagt af bombardementerne.

Hendes lejlighed er i den eksklusive bydel Hamad i Khan Younis, og hun siger, at hun er meget chokeret og ked af det.

Men selv om den ikke er egnet til beboelse mere, vil Maha Thaer alligevel flytte tilbage til sin kraftigt beskadigede lejlighed, fordi den er bedre end teltene.

Hendes naboer har lidt en større ulykke, siger hun til AFP:

- De fandt deres hjem ødelagt, og de ved ikke, hvor de skal tage hen.

Hvis man kører nordpå fra Khan Younis ad den store hovedvej Salah al-Din, der løber fra nord til syd i Gaza, kommer man forbi det ødelagte Dar Al-Salam-hospital.

Den grønne hospitalsbygning har ar fra de voldsomme kampe. Bygningen står stadig oprejst, men den mangler vinduer og ser forladt ud. Næsten alle andre bygninger omkring hospitalet er jævnet med jorden.

Israel trak sig ud af Khan Younis den 7. april, seks måneder efter at Hamas angreb Israel.

Flere hundrede tusinde indbyggere boede i Khan Younis, før krigen blev udløst den 7. oktober.

Indbyggere i byen Khan Younis i Gaza håbede, at de ville finde deres hjem, nu hvor de israelske tropper har forladt byen. Men indbyggerne fandt murbrokker og lugten af død, siger Maha Thaer til nyhedsbureauet AFP. Foto: -/Ritzau Scanpix

Men en stor del af området ligger nu i ruiner efter måneders bombardementer og kampe mellem israelske tropper og Hamas.

Den israelske hær har fortalt til AFP, at landtropperne er trukket ud af Khan Younis, så de kan "komme sig".

Og en embedsmand fra Israels hær har fortalt til de israelske medier, at tropperne har dræbt tusindvis af Hamas-krigere i byen.

- Der er ingen grund til, at vi bliver. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, har embedsmanden sagt ifølge den israelske avis Haaretz.

Titusinder har mistet livet i krigen indtil videre. FN vurderer, at størstedelen af Gazastribens 2,3 millioner indbyggere er internt fordrevne som følge af de israelske bombardementer.

Ifølge en ny rapport fra Verdensbanken og FN vil det koste op mod 127 milliarder kroner at udbedre skader på kritisk infrastruktur i Gaza. Rapporten omfatter skader til og med januar 2024.

/ritzau/

Flere militære operationer varslet i Gaza

* Ifølge Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, skal de landtropper, der er trukket ud af Khan Younis, gøre sig klar til de næste operationer, som omfatter Rafah.

* Rafah er tæt på grænsen til Egypen i den sydligste del af Gaza, hvor over 1,5 millioner palæstinensere befinder sig, efter at de er flygtet fra bomberne og kampene i den nordlige del.

* Afstanden mellem Rafah og Khan Younis er lidt over otte kilometer.

* Offensiven i Rafah er blevet varslet af den israelske regering i flere uger.

Kilder: Reuters, Haaretz og Ritzau.

/ritzau/

Indbyggere i byen Khan Younis i det sydlige Gaza bærer rundt på en madras, i håb om at de kan finde fire vægge til den. Men en stor del af byen ligger i ruiner efter bombardementer og kampe. Foto: -/Ritzau Scanpix
I baggrunden ses Dar Al-Salam-hospitalet i Khan Younis, som er blevet ødelagt. Næsten alle bygninger omkring hospitalet er jævnet med jorden. Foto: -/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu