Indenrigsminister fjerner Trump fra stemmesedlen i Maine
Donald Trumps kampagnestab har allerede oplyst, at man vil gå rettens vej for at få blokeret beslutningen fra Maines indenrigsminister. (Arkivfoto). Foto: Alex Kent/Ritzau Scanpix
Donald Trump er blevet fjernet fra Maines stemmeseddel. Det kan dog stadig omgøres af delstatens højesteret.
Donald Trump er tidligt natten til fredag blevet udelukket fra at komme på stemmesedlen, som delstaten Maines republikanske vælgere skal vælge partiets præsidentkandidat fra til marts.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Beslutningen kommer fra delstatens øverste embedsmand inden for valganliggender, indenrigsminister Shenna Bellows.
Bellows har konkluderet, at Donald Trump i sin sidste tid som amerikansk præsident var med til at opildne til stormløbet mod Kongressen i 2021, hvor flere mennesker mistede livet.
Beslutningen er ikke endegyldig. Shenna Bellows, som er medlem af Det Demokratiske Parti, har midlertidigt sat den ud af kraft, indtil delstatens retssystem har mulighed for at få anklagerne under luppen.
Maines forfatning er skruet sammen på en måde, så det i første omgang er delstatens indenrigsminister, der skal vurdere, om en person er værdig til at stille op som præsidentkandidat i delstaten.
Og det har Bellows altså vurderet, at Donald Trump ikke er.
Donald Trump står midt i sin valgkampagne over for en række straffesager, heriblandt for hans rolle i stormløbet.
Her er anklagen, at han med sine falske påstande om valgsvindel og sine tilråb om at "slås som bare fanden" forsøgte at omstøde et frit og fair valg til sin egen fordel.
Donald Trumps egen kampagnestab oplyser kort efter klokken 01.00 dansk tid, at man har tænkt sig hurtigt at gå rettens vej for at få underkendt Shane Bellows beslutning.
Dermed skal beslutningen for retten ved en af Maines domstole, inden den kan ende ved delstatens egen højesteret.
Ender sagen i sidste ende for USA's føderale Højesteret, vil det ikke være den eneste sag om Trumps valggyldighed, som retten skal se på.
Colorados delstatslige højesteret gav i sidste uge seks vælgere medhold i, at Donald Trump på grund af sin rolle i stormløbet ikke kan stille op til delstatens primærvalg.
Ekspræsidentens parti, Republikanerne, har anket beslutningen til den føderale Højesteret, hvilket Trump selv også ventes at gøre.
En beslutning fra den føderale Højesteret om Trumps gyldighed til det amerikanske primærvalg vil være definerende og lægge linjen i samtlige af delstaterne, skriver den amerikanske avis The New York Times.
Indenrigsministeren i Californien, Shirley Weber, udsendte torsdag amerikansk tid en liste over kandidaterne til delstatens primærvalg 5. marts. Her fremgår Donald Trumps navn.
Californien er USA's mest folkerige delstat. Embedsmænd har ifølge The New York Times begrænset magt i forhold til at fjerne kandidater fra stemmesedlen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned