Da Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown var finansminister, blev hans e-mailkonto hacket af privatdetektiver, skriver avisen The Independent.
Ifølge avisens oplysninger har politiet fundet ud af, at privatdetektiverne hackede Browns e-mail på vegne af aviser.
Videre skriver The Independent, at Brown ikke var eneste mål. Hundredvis af menneskers e-mailkonti kan være hacket.
Sagen kan have samme omfang som skandalen om ulovlig aflytning af kendtes telefoner - en skandale, der har lukket tabloidavisen News of the World fra mediemogulen Rupert Murdochs imperium.
Politiet i London er i gang med at finde ud af, om der er hold i en teori om, at adskillige aviser hyrede privatdetektiver til at hacke sig ind på computere, skriver The Independent, der citerer unavngivne kilder.
Brown var finansminister, inden han i 2007 afløste Tony Blair på premierministerposten. The Independent skriver, at det var Browns e-mails før premierministertiden, der blev hacket.
Også den tidligere rådgiver for Labour og lobbyist Derek Drapers e-mails skal være blevet hacket.
En talsmand for Londons politi vil ikke kommentere oplysningerne.
- Vi har ikke i sinde at give løbende kommentarer til denne efterforskning, siger en talsmand.
New International, den britiske gren af Murdochs selskab News Corporation, vil heller ikke kommentere oplysningerne.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker