Middelalderlige lynchninger af kvinder, der mistænkes for at praktisere heksekunst, fører årligt til omkring 200 indiske kvinders død. Det viser en undersøgelse foretaget af den indiske velgørenhedsinstitution RLEK.
De brutale henrettelser foregår først og fremmest i fattige klanlandsbyer i den nordindiske delstat Jharkhand. Andre delstater som Andhra Pradesh, Haryana og Orissa er dog også med i den triste statistik.
Ofte er ofrene kvinder, der lever alene, eller hvis mænd er døde. Afstraffelserne foregår blandt andet ved, at kvinderne tvinges til at drikke urin eller spise afføring offentligt, hvorefter de nøgne trækkes gennem landsbyen.
- En lov mod drab i heksekunstens navn er indført i delstaterne Jharkhand, Bihar og Chattisgarh, men den opretholdes sjældent, og den strengeste straf for at udføre så barbarisk en handling er blot tre måneder, siger RLEK's leder, Avdhash Kaushal.
RLEK hjælper indiske klangrupper med juridiske spørgsmål og almindelig velfærd. Undersøgelsens tal bygger på organisationens research i Jharkhand-delstaten og på myndighedernes tal fra andre landsdele.
Ifølge Avdhash Kaushal er flere end 2500 indiske kvinder, der er udpeget som hekse, blevet dræbt i løbet af de seneste 15 år. Herudover vurderes det, at en del kvinder begår selvmord på grund af de ydmygende afstraffelsesformer.
Retspræsidenten i Indiens højesteret er af RLEK blevet anmodet om at foretage en nærmere undersøgelse af antallet af kvindedrab, der udføres med heksekunst som begrundelse.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned