Indien beder X om at blokere over 8000 konti
Billede fra torsdag af kvinde, som er blevet evakueret fra kontrollinjen mellem Indien og Pakistan, i Jammu. Foto: Adnan Abidi/Reuters
Ifølge X har Indien bedt om at få tusindvis af X-konti i landet blokeret - i mange tilfælde uden begrundelse.
Indien har bedt det sociale medie X om at blokere mere end 8000 konti.
Det melder X torsdag i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge X drejer det sig om profiler tilhørende internationale nyhedsorganisationer og profiler, der på andre måder er fremtrædende på platformen.
- X har modtaget en ordre fra den indiske regering, som kræver, at X blokerer over 8000 konti i Indien, lyder det i udtalelsen fra X's globale afdeling for offentlige anliggender.
Indien mener ifølge X, at indhold fra profilerne er ulovligt.
Ifølge X har Indiens regering i de fleste tilfælde dog ikke oplyst, hvilke af kontienes opslag der overskrider landets love.
I mange andre tilfælde har regeringen ikke fremlagt nogen beviser eller begrundelse for, hvorfor den pågældende profil skal blokeres, lyder det.
Anmodningen fra Indien er tilsyneladende et forsøg på at slå ned på konti tilhørende pakistanske politikere, kendisser og medieorganisationer i en tid, hvor spændingerne mellem de to nabolande er vokset, skriver AFP.
De sidste dage har været præget af dødelige sammenstød mellem de to atommagter.
Platformen siger, at den er uenig i kravet fra Indien, men at den er begyndt at lukke midlertidigt ned for nogle konti i landet.
Det sker for at sikre, at Indiens befolkning ikke mister adgangen til hele X, lyder det.
- At blokere hele konti er ikke kun unødvendigt, det er det samme som censur af eksisterende og fremtidigt indhold, og det er i strid med den fundamentale ret til ytringsfrihed.
- Dette er ikke en let beslutning, men at lade platformen forblive tilgængelig i Indien er afgørende for indernes mulighed for at have adgang til oplysning, står der i udtalelsen.
Indien har ikke umiddelbart kommenteret meldingen.
Den seneste opblussen i konflikten har rødder i et angreb i april, hvor militante dræbte 26 personer i et turistområde i den indiske del af Kashmir.
Indien mener, at Pakistan støttede angrebet. Pakistan afviser at have noget med angrebet at gøre.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned