Indien dræber mistænkte militante i Kashmir under våbenhvile
En indisk soldat patruljerer med en hund tirsdag i det indisk-kontrollerede Kashmir. Foto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Enhed af det indiske militær fik informationer om, at der var militante i skov i Kashmir - og angreb dem.
Tre mistænkte oprørere er blevet dræbt i den indisk-kontrollerede del af Kashmir i en skududveksling med indiske soldater.
Det oplyser det indiske militær tirsdag.
Ifølge hæren fik en særlig antioprørsenhed i hæren informationer om, at der var militante i en skov i den sydlige del af Kashmir-dalen.
Skoven ligger omkring 65 kilometer fra Pahalgam, hvor 26 personer - hovedsageligt indiske turister - i april blev dræbt af skud i Kashmir.
Det angreb førte til de værste kampe mellem Indien og Pakistan siden 1999 og en fortsat særdeles anspændt situation.
Efter at enheden fik meldinger om, at der var militante, blev der igangsat en operation for at finde og dræbe de formodede oprørere.
- Under operationen åbnede terroristerne ild, og der fulgte en intens ildkamp, hvilket førte til, at tre hardcore-terrorister blev elimineret, skriver den indiske hær på det sociale medie X.
Efter flere dage med angreb nåede de to atommagter lørdag frem til en aftale om en våbenhvile.
Den anspændte situation mellem de to atommagter har vakt bekymring blandt mange verdensledere.
Kashmir, som er den eneste region i Indien med muslimsk flertal, har i årtier været centrum for splid mellem det muslimske Pakistan og det overvejende hinduistiske Indien.
Pakistan kontrollerer de vestlige og nordlige områder af Kashmir. Indien kontrollerer størstedelen af det øvrige Kashmir, mens Kina også kontrollerer en del af de nordlige områder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned