Indien og Pakistan lemper visumregler
De to sydasiatiske atommagter Indien og Pakistan kommer stadig bedre overens. Lørdag underskrev de to landes regeringer en historisk aftale, der lemper de to landes visumregler, og gør det lettere for borgere at rejse mellem de to lande.
De to arvefjender har i de seneste måneder indledt forhandlinger på flere niveauer i et forsøg på at få gang i den fredsproces, som blev afbrudt for fire år siden, da pakistanske terrorister angreb to hoteller i Mumbai og dræbte 166 mennesker.
Den ny visumaftale blev underskrevet i Pakistans hovedstad, Islamabad, af Indiens udenrigsminister, SM Krishna, og Pakistans indenrigsminister, Rehman Malik.
- Dette er et første skridt i at gøre det lettere at rejse mellem vore lande. Men et meget vigtigt skridt, siger den pakistanske minister.
Visumaftalen indebærer blandt andet lettere adgang til visum for forretningsmænd og ældre over 65 år. Desuden får kunstnere, børn, unge og turistgrupper også lettere adgang til et visum.
De to ledere diskuterede også forslag om, hvordan handelsforbindelserne mellem landene kan forbedres, og hvordan flere årtier gamle konflikter kan løses.
- Vi er parat til et nyt kapitel i forholdet mellem vore lande. Vi vil ikke være gidsler af fortiden, føjer den pakistanske minister til.
Den indiske udenrigsminister erklærer, at tiden er til at komme videre, efter at Indien afbrød fem års fredsforhandlinger i 2008 efter terrorangrebet i Mumbai.
Pakistan har lovet at retsforfølge de skyldige, der alle menes af være medlemmer af en militant pakistansk gruppe.
Indien og Pakistan har udkæmpet tre krige, siden de blev selvstændige fra Storbritannien i 1947.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub