Indien og Pakistan mødes trods Kashmir-ballade
Lederne af de to rivaliserende atommagter Indien og Pakistan skal mødes i New York. Det sker på sidelinjen i forbindelse med FN's Generalforsamling.
Det er den indiske premierminister, Manmohan Singh, som onsdag har bekræftet, at han skal mødes med sin pakistanske kollega, Nawaz Sharif.
- Under mit besøg i New York ser jeg frem til bilaterale møder med lederne af nogle af vores nabolande, heriblandt Bangladesh, Nepal og Pakistan, siger han i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mødet har været i fare, efter at fem indiske soldater blev dræbt i august ved den FN-overvågede de facto-grænse i omstridte Kashmir. Inderne beskylder den pakistanske hær for at stå bag angrebet. Men det afvises blankt i Islamabad.
Indien og Pakistan har udkæmpet tre krige siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1947. To af dem har omhandlet Kashmir.
Kashmir er delt mellem Indien og Pakistan af en de facto-grænse, der er kendt som kontrollinjen (LOC).
Premierministermødet mellem Manmohan Singh og Nawaz Sharif ventes ifølge lokale medier at finde sted i weekenden.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde