Indien vil stoppe støtte til Moder Teresas hjælpefond
Hjemløse samlet ved et portræt af Moder Teresa. Indien har nu taget skridt til at stoppe udenlandsk støtte til en velgørenhedsfond, som blev stiftet af den katolske nonne. Foto: Bikas Das/Ritzau Scanpix
Bikas Das/Ritzau Scanpix
Den hindu-nationalistiske regering i Delhi beskyldes for at undertrykke og chikanere kristne.
Indien har taget skridt til at stoppe udenlandsk støtte til en velgørenhedsfond, som er stiftet af den afdøde katolske nonne Moder Teresa. Kritikere siger, at dette er endnu et udtryk for, at landets hindu-nationalistiske regering forsøger at undertrykke og chikanere kristne.
Den ramte organisation hjælper hjemløse over hele Indien. Ifølge dagbladet Hindu modtog den sidste år et beløb svarende til op mod fem milliarder kroner fra udlandet.
Indiens indenrigsministerium meddelte juledag, at organisationen ikke havde fået fornyet tilladelsen til at modtage penge fra udlandet. Anmodning om fornyelse er "afvist", hedder det. Der er ingen klar begrundelse.
Fonden Missionærer for Velgørenhed blev dannet af Moder Teresa i 1950. Nonnen, som viede sit liv til at hjælpe de fattige i slummen i den østlige storby Kolkata (tidligere Calcutta), fik Nobels fredspris i 1979.
Moder Teresa døde i 1997. Hun blev helgenkåret af pave Frans i 2016.
Dominic Gomes siger på vegne af ærkebispedømmet i den indiske storby, at meddelelsen fra ministeriet "var en grusom julegave til de fattigste af de fattige".
Beslutningen kommer to uger efter, at politiet i Gujarat, som premierminister Narendra Modis hjemstat, har indledt en efterforskning af velgørenhedsorganisationen. Den beskyldes for "at omvende hinduer til kristendom med magt".
Dette er en almindelig beskyldning mod kristne fra militante tilhængere af hinduismen. Det er Indiens dominerende religion.
Aktivister klager over, at religiøse mindretal i Indien i stigende grad er blevet udsat for diskrimination og vold. De mener, at det er taget til, siden Modis hindunationalistiske parti, Bharatiya Janata Party (BJP), kom til magten i 2014.
Indien kaldes verdens største demokrati. Landet er med på det amerikanske regerings Kommission for International Religiøs Friheds liste over lande, "som vækker særlig bekymring".
Den indiske regering har i de seneste år også lagt stigende pres på på andre private organisationer, som modtager donationer fra udlandet. Heriblandt er flere menneskerettighedsgrupper.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde