Indiens 80-årige udenrigsminister går af
En af veteranerne i indisk politik har forladt sin ministerpost.
Det er den 80-årige S.M. Krishna, der meddeler, at han træder tilbage fra posten som udenrigsminister.
Krishnas politiske karriere går næsten et halvt århundrede tilbage, men nu lakker den mod enden, i hvert fald på ministerniveau.
- Jeg er et loyalt partimedlem. Jeg vil fortsætte med at arbejde for Kongrespartiet. Jeg baner vejen for yngre mennesker, siger han i en kommentar til tv-stationen NDTV.
Hans afgang træder i kraft omgående. En højtstående embedsmand i premierminister Manmohan Singhs kontor siger, at Krishna har aflyst sin deltagelse i et besøg i Laos.
Han skulle have ledsaget premierminister Singh, der i øvrigt også er 80 år.
Indiske medier har rapporteret, at premierministeren er på nippet til at foretage en regeringsrokade.
Krishna blev udenrigsminister i 2009, da Singh blev genvalgt til premierministerposten. Men Krishna har haft forskellige ministerposter i Indien eller i delstaten Karnataka siden 1960'erne.
Krishnas indflydelse som udenrigsminister har ifølge iagttagere været marginal. Singh og hans rådgivere har taget sig af de helt centrale spørgsmål, når det gælder det anspændte og vigtige forhold til nabolandet Pakistan.
I øvrigt kom Krishna i overskrifterne i 2010 på grund af noget uheldige omstændigheder. Det skete, da han kom til at læse op af sin portugisiske kollegas tale under et møde i FN's Sikkerhedsråd.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde