Indiens regering under Modi overlevede kriseafstemning
Indiens regering under ledelse af premierminister Narendra Modi overlevede torsdag et mistillidsvotum i parlamentet. Debatten i parlamentet fandt sted i en meget anspændt stemning, hvor Modi blev beskyldt for at "brænde hele landet ned". Foto: Sam Panthaky/Ritzau Scanpix
Spændt situation i Indien efter uroligheder i delstaten Manipur, der har kostet mere end 150 mennesker livet.
Indiens regering under ledelse af premierminister Narendra Modi overlevede torsdag et mistillidsvotum i parlamentet i New Delhi. Det skete efter, at regeringslederen havde holdt en ophidset brandtale til parlamentet i en kulmination på tre dages debat.
Mistillidsafstemningen blev ifølge AFP udløst af omfattende uroligheder og sammenstød mellem forskellige befolkningsgrupper i delstaten Manipur. Voldelige sammenstød har i de seneste måneder kostet over 150 personer livet.
Debatten i parlamentet fandt sted i en meget anspændt stemning.
Kongrespartiets leder, Rahul Gandhi, der er i opposition, udvandrede fra parlamentet i protest sammen med partifæller op til mistillidsafstemningen.
Forinden havde Gandhi fremsat hårde beskyldninger mod regeringen.
- Modis regering er på vej til at brænde hele landet ned, sagde han.
Modi svarede i samme hårde tone og beskyldte oppositionen for at tale "ondskabsfuldt og trække sig tilbage uden at tage ansvar.
- I spreder løgne og stikker af, sagde Modi, som med sit regerende hindunationale parti har fået skabt en bred magtbase ved at pege på en form for indisk nationalisme med stærke hinduistiske indslag.
Modis parti har vundet jordskredssejre ved to tidligere valg, og han står også til at vinde næste års parlamentsvalg.
Modis parti, BJP, har et bredt flertal i parlamentet med 543 medlemmer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned