Indisk militærfly med fem om bord styrtet ned
Et militært transportfly af typen Lockheed Hercules er styrtet ned i delstaten Madhya Pradesh i det centrale Indien.
Det fortæller en talsmand for det indiske luftvåben (IAF) fredag.
Fem personer var om bord på flyet, og alle er omkommet, skriver dpa.
Ulykken skete vest for byen Gwalior, og en redningsaktion blev straks sat i værk, da meldingen om styrtet kom.
Militærflyet var på en træningsmission, da det forulykkede omkring 115 kilometer vest for Gwalior.
Talsmand for IAF Gerard Galway beskriver flystyrtet som en ulykke, men det vides endnu ikke, hvad der præcist er sket.
Der vil nu blive sat en efterforskning i gang, oplyser han.
Lockheed Hercules er et 4-motors transportfly, som produceres i USA. Det er et af de mest benyttede i militærsammenhæng verden over.
Indiske eksperter siger fredag, at flytypen betragtes som pålidelig og robust.
- Dette er et stort tilbageslag for IAF. Det er et meget sikkert og alsidigt fly. Ulykken kan være grundet tekniske eller driftsmæssige årsager eller på grund af en menneskelig fejl, siger pensioneret generalløjtnant Ashok Goel til den indiske tv-station NDTV.
Flystyrtet sker på dagen, hvor nye spor i sagen om det forsvundne passagerfly Malaysia Airlines MH370 er kommet frem.
De nye spor betyder, at den internationale eftersøgning til havs og i luften fredag er rykket 1100 kilometer nordpå i forhold til det område, der i en uge er blevet afsøgt i Det Indiske Ocean.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker