Indisk soldat reddet ud efter seks dage begravet i sne
En indisk soldat blev erklæret død efter en lavine i Himalaya for seks dage siden. Nu er han fundet i live.
Onsdag i sidste uge blev ti indiske soldater begravet i snemasserne, da en lavine ramte Siachengletjseren i 6000 meters højde i Himalaya-bjergene mellem Indien og Pakistan.
I takt med at håbet svandt, blev alle ti formodet døde. Men nu er én fundet i live. Det oplyser indisk militær i en erklæring tirsdag ifølge Reuters.
Soldaten har ligget begravet i en dybde af otte meter sne i seks dage, men er nu blevet fundet og gravet ud af redningsarbejdere. Han er blevet bragt til et hospital, og hans tilstand betegnes som kritisk.
- Vi håber, miraklet fortsætter. Bed sammen med os, siger D.S. Hooda, en indisk militærtalsmand, ifølge Reuters.
Trods den håbefulde udmelding oplyser indisk militær i erklæringen tirsdag, at de resterende ni soldater formodes at være døde.
Premierminister Narendra Modi kalder soldaternes død "tragisk".
Siachengletjseren bliver kaldt for verdens højest beliggende slagmark, og siden 1984 har omkring 8000 soldater mistet livet her.
De mange dødsfald er resultatet af en mangeårig konflikt mellem Indien og Pakistan, der begge ønsker kontrol over Siachen-området i det omstridte Kashmir.
Samtidig er naturen yderst fjendtlig i området, hvor laviner og jordskred ofte forekommer, og hvor temperaturen kan falde til helt ned omkring minus 60 grader.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker