Indisk tagkollaps indstiller flytrafik og koster en person livet
Monsun-regn fik fredag taget til at kollapse over New Delhis Internationale Lufthavn. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
I Indiens hovedstad, New Delhi, er der faldet 228 millimeter regn på 24 timer. Det fik tag til at kollapse.
Et tagkollaps som følge af store mængder regn og kraftig vind har lukket for flytrafikken til og fra en terminal i den indiske hovedstad New Delhis lufthavn.
Kollapset har kostet en person livet, skriver nyhedsbureauet AFP. Otte personer meldes tilskadekomne.
- Der er meldinger om skader, og redningspersonale arbejder for at kunne tilbyde den nødvendige assistance og lægehjælp til de involverede, oplyste lufthavnen på det sociale medie X tidligere.
Redningsoperationen er kort efter klokken seks dansk tid ifølge beredskabet overstået.
Taget kollapsede klokken 05 lokal tid.
Hele lufthavnens terminal 1 blev evakueret, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge landets vejrtjeneste er der faldet 228 millimeter regn i området omkring hovedstaden på blot 24 timer, skriver nyhedsbureauet Reuters.
149 millimeter er faldet på tre timer i løbet af fredag morgen.
Alle afgange fra terminalen ventes aflyst frem til klokken 14 lokal tid. Det gælder afgange med lavprisselskaberne IndiGo og SpiceJet.
Indiens minister for luftfart har oplyst, at situationen bliver fulgt tæt.
Monsun-regnen har ramt den indiske hovedstad, og det giver øgede regnmængder.
Det er ikke kun regn, der har givet anledning til problemer i Indien.
Siden marts har temperaturerne været tæt på 50 grader i New Delhi. Mindst fem døde her af hedeslag i sidste uge, skriver Times of India.
I andre dele af Indien er det voldsom regn og efterfølgende jordskred, der plager. Det ekstreme vejr har i løbet af en uge kostet mindst 11 mennesker livet.
Antallet af dage med hedebølge har været over dobbelt så mange som normalt.
I Indien er en hedebølge kendetegnet ved temperaturer over 38 grader mindst tre dage i træk. I Danmark er det mindst tre dage i træk med 28 grader eller derover.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker