Indiske og pakistanske styrker udveksler skud efter turistdrab
Demonstranter afbrænder pakistanske flag for at fordømme drabene på 26 turister i Kashmir. To formodede gerningsmænd er fra Pakistan. (Arkivfoto). Foto: Biju Boro/Ritzau Scanpix
Forholdet mellem de to atombevæbnede lande er blevet kraftigt forværret efter drab på 26 turister i Kashmir.
Der er natten til fredag blevet affyret skud mellem indiske og pakistanske styrker i den omstridte Kashmir-region.
Det oplyser en pakistansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP.
Skududvekslingen er sket ved de facto-grænsen, der deler den indiske og pakistanske del af Kashmir.
- Der er ikke blevet skudt mod civilbefolkningen, understreger embedsmanden.
Indiens hær bekræfter ifølge AFP, at der har været en begrænset skududveksling med håndvåben, som ifølge hæren blev "indledt af Pakistan".
Forholdet mellem de to lande er blevet kraftigt forværret, efter at 26 turister blev dræbt i Kashmir i sidste uge.
FN har torsdag opfordret de to atombevæbnede lande til at udvise "maksimal selvbeherskelse" og sikre, at situationen ikke eskalerer yderligere.
Indien har beskyldt Pakistan for at støtte "terrorisme på tværs af landegrænser" efter angrebet, der er det værste angreb på civile i Kashmir i 25 år.
Tirsdag blev 26 personer dræbt af skud i et angreb på den populære turistdestination Pahalgam i den bjergrige Kashmir-provins.
Størstedelen af ofrene - 25 ud af 26 - var indere. Blandt de formodede gerningsmænd er to militante pakistanere. Der er fortsat tre gerningsmænd på fri fod.
Indiens premierminister, Narendra Modi, har lovet at forfølge gerningsmændene "til verdens ende", skriver AFP. Pakistan nægter enhver involvering i angrebet på turister.
Torsdag suspenderede Indien alle visa til pakistanske statsborgere i landet.
Som modsvar til Indiens masseudvisning af pakistanere besluttede Pakistans regering at suspendere alle opholdstilladelser udstedt til indere i Pakistan.
Derudover stopper Pakistan al handel med Indien med øjeblikkelig virkning, lukker sine grænser til Indien og lukker sit luftrum for indiske fly.
Indien og Pakistan har ligget i stridigheder om Kashmir, siden de to lande opnåede selvstændighed i 1947. Begge gør krav på området, men styrer separate del af det.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker