Indsamling giver millioner til drabssigtet fransk betjent
Et billede taget fra en video viser de to betjente, der stoppede den 17-årige dreng i Paris-forstaden Nanterre tirsdag. En af betjentene har sit våben rettet mod den 17-årige. Drabet på drengen har udløst voldelige protester i en række franske storbyer flere nætter i træk. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Den politimand, der skød og dræbte en 17-årig dreng, passede sit arbejde, siger personer bag indsamling.
En indsamling til den politibetjent i Frankrig, der tidligere på ugen skød og dræbte en 17-årig i en forstad til Paris, har rundet en halv million euro.
Det svarer til 3,7 millioner kroner.
Formålet med indsamlingen er at støtte den varetægtsfængslede politibetjents familie.
- Han passede sit arbejde og har betalt en høj pris, lyder det i en meddelelse fra personerne bag indsamlingen.
En af dem, der har taget initiativ til indsamlingen, er Jean Messiha. Han støtter den franske politiker Eric Zemmour, som befinder sig på den yderste højrefløj.
Den varetægtsfængslede politimand er sigtet for drab.
Han og en kollega ville tirsdag foretage en kontrol af en bil, der holdt parkeret i forstaden Nanterre med den 17-årige dreng bag rattet. Da betjentene henvendte sig til drengen, forsøgte han tilsyneladende at køre væk.
Derpå skød og dræbte den ene betjent ham.
Betjentene forklarede i første omgang, at de frygtede, at drengen ville køre dem over.
Men da en video af episoden begyndte at cirkulere på internettet og viste et andet forløb, trak betjentene forklaringen i sig igen.
Drabet på den 17-årige tirsdag har udløst voldelige protester i hovedstaden Paris og flere andre franske storbyer.
Demonstranter har i de seneste dage blandt andet brændt hundredvis af biler af og været i sammenstød med politiet.
Over 2000 er anholdt i forbindelse med urolighederne, der begyndte natten til onsdag.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker