Infektion holder norske kong Harald på hospital flere dage
Kong Harald (t.v.) har de seneste par år flere gange været indlagt. (Arkivfoto). Foto: Ntb/Reuters
85-årige kong Haralds tilstand er stabil. Han skal behandles med antibiotika på hospital, oplyser kongehus.
Norske kong Harald bliver på Rikshospitalet i Oslo behandlet for en infektion. Men hans tilstand er stabil.
Det oplyser det norske kongehus fredag.
- Hans majestæt kongen har fået påvist en infektion, som skal behandles med intravenøs antibiotika, og vil derfor blive på Rikshospitalet i nogle dage.
- Tilstanden er stabil, hedder det i en kortfattet melding på kongehusets hjemmeside.
Det norske kongehus oplyste torsdag, at 85-årige kong Harald var blevet indlagt for at blive udredt for en febersygdom.
Fredag er det blevet uddybet, at han bliver behandlet for en infektion.
Ifølge NRK deltog den 85-årige konge i sidste uge i en VM-sejlads i Geneve i Schweiz. Den havde han trænet til, samtidig med at han udførte sine pligter som konge.
Kong Harald har de seneste par år flere gange været indlagt.
I begyndelse af 2020 blev han indlagt på Rikshospitalet for svimmelhed. Han blev raskmeldt og udskrevet et par uger senere.
Senere på året blev han indlagt på ny. Her gennemgik han en vellykket hjerteoperation, hvor han fik indsat en ny hjerteklap.
I marts tidligere i år blev han testet positiv for coronavirus.
Han blev senest opereret i 2021 for en seneskade over højre knæ. Den operation var vellykket, og kongen blev senere erklæret i fin form.
Det næste punkt på kong Haralds officielle kalender er et statsråd 12. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker