Inflation og lave lønninger får grækere til at gå i strejke
Grækere blev mødt lukkede indgange til metrostationen Syntagma i Athen onsdag morgen, hvor der er strejke i store dele af landet. Foto: Thanassis Stavrakis/Ritzau Scanpix
Offentlige institutioner og private arbejdspladser vil være lukket i et døgn på grund af strejke i Grækenland.
Grækenland vil onsdag være påvirket af strejker af 24 timers varighed i store dele af landet.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Offentlige institutioner vil være lukket, mens arbejdet på fabrikker og andre arbejdspladser er indstillet. Hospitalerne vil fungere med et nødberedskab.
Strejkerne sker i utilfredshed med Grækenlands økonomi.
Fagforeningerne inden for både det offentlige og private kræver, at regeringen retter op på stigende inflation og stagnerende lønninger.
Der ventes demonstrationer i de største byer fra klokken 11 dansk tid, hvor arbejdere ventes at lufte deres frustrationer.
Fagforeningernes største anke er, at priserne stiger, uden at lønnen følger med.
Avisen The Guardian skriver, at grækere i de laveste indkomstgrupper må klare sig på månedslønninger på omkring 900 euro svarende til 6700 kroner.
Samtidig har Grækenland ifølge avisen nogle af Europas højeste priser i detailhandlen og inden for telekommunikation og energi.
I den offentlige sektor kræver fagforeningerne et lønhop på ti procent. I Grækenland er der tidligere blevet givet en 13. og 14. månedsløn om året, og disse to ekstra månedslønninger kræver fagforeningerne tilbage.
Der er samtidig et krav om, at regeringen tager skridt henimod, at arbejdere kan leve et anstændigt liv.
Selv om store dele af Grækenland lukker ned i et døgn, så vil der fortsat være liv i gadebilledet.
Supermarkeder, kiosker og taverner holder fortsat åbent, og det samme gør sig gældende for mange selvstændigt erhvervsdrivende som taxichauffører.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker