Ingen afklaring om penge til Grækenland

Først om en uge bliver det afgjort, om Grækenland vil få et milliardlån og dermed hjælp til at redde sig ud af krisen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det står klar, efter at euro-landenes finansministre mandag aften afbrød et møde om Grækenland.

- Vi mødes igen den 20. november, hvor vi regner med at komme frem til en afgørelse, siger eurogruppens formand, Jean Claude Juncker.

Den græske regering havde håbet, at euroministrene på mandagens møde ville godkende udbetalingen af en ny lånerate på over 230 milliarder kroner.

Der var dog stor ros og mange lovord til den græske regering under mødet i Bruxelles mellem de 17 eurolandes økonomi- og finansministre.

Men allerede inden mødet gik i gang klokken 17, stod det klart, at grækerne stadig ikke ville få nye lån med hjem.

Et løfte om to år mere til at løse deres gældsproblemer, fik grækerne dog.

- Grækenland har gjort en masse og har vist rigtig god vilje. Nu er det op til kreditorerne at gøre det samme, siger Christine Lagarde, der er chef for Den Internationale Valutafond (IMF), som sammen med EU og Den Europæiske Centralbank (ECB) udgør trojkaen bag den græske redningsplan.

Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, roste Grækenland, hvor han efter de sidste dages vedtagelse af først en spareplan og siden ny finanslov mente, at "et stort flertal af lovgiverne står ved deres ansvar - selv i lyset af forståelige protester fra befolkningen".

Regeringen i Athen har advaret om, at statskassen er helt tom, og at landet kan gå bankerot, når en række gældsposter forfalder på fredag.

Pengene fra EU har været forsinket siden juni, fordi Grækenland kom bagud med lovede reformer og besparelser, mens landet holdt to parlamentsvalg i løbet af bare tre måneder.

Landene vil stadig ikke frigive pengene, fordi de venter på en ny analyse af gældssituationen. Når den er klar, skal flere nationale parlamenter i eurolandene godkende en ny udbetaling til Grækenland.

/ritzau/