Ingen danskere blev såret eller dræbt i sydkoreansk ulykke
151 personer mistede livet i forbindelse med weekendens ulykke i Sydkoreas hovedstad, Seoul. Foto: Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix
Udenrigsministeriet bekræfter, at ingen danskere blev såret eller døde i weekendens ulykke i Seoul.
Der var ingen danskere blandt de sårede eller omkomne i weekendens ulykke i Seoul i Sydkorea, hvor 151 personer mistede livet.
Det bekræfter Udenrigsministeriet over for Ritzau.
Der var mindst 19 udlændinge blandt de omkomne. Ingen af dem kom altså fra Danmark.
- Udenrigsministeriet modtog efter hændelsen enkelte henvendelser fra bekymrede pårørende til personer, der var i Sydkorea, lyder det i en skriftlig udmelding fra Udenrigsministeriet.
- Ambassaden har også været i dialog med nogle af de danskere, der befandt sig i det berørte område.
- Udenrigsministeriet opfordrede danskere, der havde opholdt sig i området, til at informere deres pårørende om, at de var i god behold.
De 19 døde udlændinge tæller personer fra Norge, Iran, Usbekistan og Kina, lød det søndag fra chefen for brandmyndighederne i Yongsan-distriktet i Seoul, Choi Seong-beom.
De mange personer døde, efter at der i forbindelse med en fejring af Halloween opstod panik i den store folkemængde, der lørdag havde samlet sig i Itaewon-området i den sydkoreanske hovedstad.
Alt for mange mennesker har tilsyneladende været samlet i området med stort udeliv, hvor der er mange smalle gader.
Meldinger går på, at mange blev trængt sammen i en smal gade og trampet ihjel.
Den sydkoreanske præsident, Yoon Suk-yeol, har erklæret en periode med landesorg. Den blev indledt søndag og varer til lørdag.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker