Australiens borgerlige opposition har indtaget føringen med 72 pladser mod 70 pladser til det regerende arbejderparti. Det viser de foreløbige resultater, efter 78 procent af stemmerne fra parlamentsvalget er optalt, meddeler det statslige tv ABC.
Arbejderpartiets premierminister, Julia Gillard, erkender, at hendes centrum-venstre parti ikke vil få de 76 pladser, der er nødvendige for at have flertal.
- Det vi kan se af aftenens resultat er, at der vil være et antal uafhængige, der spiller en rolle når Australiens næste regering dannes, siger Gillard.
Det australske parlament har 150 pladser.
I lighed med de fire uafhængige kandidater, der ifølge de foreløbige resultater er valgt ind, kan det lille miljøparti De Grønne blive tungen på vægtskålen i det nye parlament.
Gillard er i et næsten dødt løb med den konservative premierministerkandidat, Tony Abbott.
I noget der lignede en sejrstale sagde Abbott til sine jublende tilhængere, at det foreløbige resultat viser, at vælgerne ikke har tiltro til regeringen.
- Det står klart her til aften, at Arbejderpartiet har mistet sit flertal, sagde han.
Iagttagere siger, at der kan gå op til to uger, før en ny regering er på plads.
Australiens parlament har ikke haft et valg med et så uklart resultat siden Anden Verdenskrig.
I de fleste målinger op til valget har Gillard haft en mindre føring.
Valgkampen har blandt andet handlet om asylansøgere, håndteringen af økonomien samt klimaforandringerne.
Omkring 14 millioner vælgere stemte ved valget, hvor det er obligatorisk at deltage.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker