Hverken den danske ambassade i Canberra i Australien eller Udenrigsministeriets Borgerservice har tal på, hvor mange danskere der opholder sig i den newzealandske by Christchurch, hvor 65 mennesker har mistet livet i et voldsomt jordskælv.
På denne tid af året er der mange turister i området. Men ambassaden har ikke kendskab til danskere, der er kommet til skade eller er omkommet under jordskælvet.
- Vi har hørt fra en del danskere i området, og vi har været i kontakt med pårørende, der er bekymrede, men vi har ingen yderligere oplysninger.
Omvendt har vi heller ikke hørt om tilskadekomne eller dræbte danskere, siger Kjeld Frandsen, souschef ved den danske ambassade i Canberra.
Jordskælvet fandt sted tirsdag klokken 12.51 lokal tid, og netop det faktum, at ulykken indtraf midt på dagen, kan have konsekvenser for dødstallet.
Myndighederne frygter, at antallet af dræbte vil nå helt op på 300, og de anser det for sandsynligt, at omkring 100 mennesker stadig er fanget i ruinerne i Christchurch.
Christchurch blev ramt af jordskælvet, mens byen stadig er ved at komme sig efter et jordskælv i september. Dengang blev ingen dræbt, men ødelæggelserne var massive.
Der bor cirka 340.000 indbyggere i Christchurch, der er New Zealands næststørste by.
Australien og USA har sendt rednings- og eftersøgningshold til New Zealand for at hjælpe med at finde og bjærge mennesker, der er fanget i de mange bygninger, som er kollapset i byen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned