International alliance mødes om Libyen

Ledere for EU, Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga mødes torsdag eller fredag for at diskutere Libyens fremtid. Det siger FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Ban siger, at han ikke ved, hvor den libyske leder, Muammar Gaddafi, befinder sig.

Men Ban opfordrer Gaddafis tilbageværende loyale styrker til straks at opgive kampen mod oprørerne, der inden for de seneste 24 timer har taget kontrol med hovedparten af Libyens hovedstad, Tripoli.

- Ved at stoppe kampene omgående, vil Gaddafis styrker bane vej for smertefri magtoverdragelse, siger Ban og fortsætter:

- Det internationale samfund vil fortsætte med at beskytte civile. FN er parat til at hjælpe på alle områder.

Sideløbende siger den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, at den internationale kontaktgruppe for Libyen mødes torsdag i Tyrkiet for at diskutere næste skridt i udviklingen i Libyen.

Kontaktgruppen består af en række europæiske og arabiske lande plus USA. De har koordineret deres arbejde med at hjælpe de libyske oprøre, der siden februar har forsøgt at fjerne Gaddafi fra magten.

Målet med mødet i Istanbul er at bistå oprørerne og deres overgangsråd, TNC, der holder til i storbyen Benghazi i den østlige del af landet.

Mødet i Tyrkiet holdes på ambassadørniveau.

/ritzau/Reuters

Det internationale samfund mødes og diskuterer Libyens fremtid torsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret