Intet er som det burde være i Borodjanka efter en måned med krig og død

Borodjanka er blevet vendt på vrangen.

En tur langs den beskedne ukrainske bys lange, lige hovedgade er nu en rundvisning i det absurd grusomme.

Bygninger er flået op, tøj derfra hænger i trætoppene.

En boligblok står udhulet af en eksplosion. En brændt madras svæver næsten frit i luften.

En udbrændt kampvogn står stille i en raseret bygnings bug.

Børns legetøj ligger overalt i gaden, for mange til at tælle.

Intet er, som - eller hvor - det burde være i Borodjanka. Ødelæggelsens detaljer er uendelige, omfanget er overvældende. Nogle hjem findes simpelthen ikke længere.

Sidste uge forlod de russiske styrker byen, der ligger 50 kilometer nordvest for Kyiv. Men de har efterladt sig mange krigsspor.

Mykola Kazmyrenko går ned ad den mudrede hovedgade og kan ikke fatte, hvad han ser.

- Jeg kan ikke en gang kigge på det, jeg får lyst til at græde. Folk har fået udslettet deres hjem, siger han.

AFP's reporter ser ingen lig i Borodjankas gader, som det for eksempel har været tilfældet i Butja, der ligger halvvejs mod Kyiv ad vej E373.

De tilbageværende indbyggere siger dog, at mange af deres naboer er døde.

- Jeg kender fem civile, der blev dræbt, fortæller 58-årige Rafik Azymov.

- Men vi ved ikke, hvor mange der er tilbage i kældrene i de ødelagte bygninger efter bombardementerne. Ingen har prøvet at få dem ud endnu, så det er uvist, tilføjer han.

Og selv om de menneskelige omkostninger endnu ikke er gjort op, så er det tydeligt, at ødelæggelserne er mere omfattende i Borodjanka.

Hver eneste matrikel byder på et nyt ufatteligt syn.

De fleste vinduer er knuste, og de liv, der engang blev levet inde bagved, er nu synlige fra gaden: Et køleskab strøet med magneter, et brunt, orientalsk tæppe på væggen, og en knivblok, der på forunderlig vis står uforstyrret på køkkenbordet.

I den ni etager høje boligblok er hele værelser forsvundet og udspyet på gaden nedenfor.

Tidligere hjem er nu bare et virvar af sammenstyrtet murværk og forvredet metal, der vajer i den hårde, ukrainske vind.

Det eneste, der er tilbage, er tapetet på væggene: brunt på fjerde sal, blåt på femte, gyldent på sjette.

På jorden glimter glasskår, som ejerløse katte snor sig udenom i jagten på noget spiseligt i ruinerne. Græsplænen er et kludetæppe af kampvognsspor.

Der er intet telefonsignal, men to personer er alligevel klatret op på toppen af en bygning for at prøve at få modtagelse.

Andre går ind i hjem og finder ejendele frem. Men det er risikabelt: Minerydderne har endnu ikke været her for at sikre området.

I centrum står en buste af digteren og nationalhelten Taras Sjevtjenko.

- Elsk dit Ukraine, elsk det. I drabelige tider og i de sidste af de vanskelige tider, står der på plinten.

Volodymyr Nahornyj cykler ud af Borodjanka på vej mod sin nærliggende landsby. Efter at have krydset den bombede bro ser han tilbage på byen, hvor intet er, som det burde være.

- Alle lejligheder var plyndrede og hærgede. Alt er ødelagt, alt er beskadiget, siger han.

- Jeg begravede seks mennesker. Der ligger flere under ruinerne.

/ritzau/AFP