IOM: Flere migranter dør på vej over Middelhavet
En gruppe migranter, hvis båd sank på Middelhavet, går i land i Garaboli i Libyen efter at være blevet samlet op af den libyske kystvagt i sidste uge. Foto: Ayman Al-Sahili/Reuters
Sidste år blev der registreret 3789 døde blandt migranter på Middelhavet. Det reelle tal er formentlig højere.
Antallet af migranter, der døde under forsøget på at krydse Middelhavet sidste år, var på det højeste niveau siden 2017.
Det oplyser FN's Internationale Organisation for Migration (IOM) tirsdag ifølge AFP.
IOM har registreret i alt 3789 dødsfald på Middelhavet i 2022. Det er 11 procent højere end året inden.
Antallet af omkomne migranter på Middelhavet slog rekord i 2017. Det år registrerede IOM 4255 omkomne.
Dermed er det mere end hvert andet af de i alt 6877 dødsfald, som IOM registrerer blandt migranter rundt om i verden, der sker i middelhavsregionen.
Men tallene er behæftet med en vis usikkerhed, for der er mangel på officielle data, påpeger IOM.
- Det antyder, at det faktiske antal dødsfald på migrantruterne i og fra Mena-regionen formentlig er meget højere end rapporteret, skriver IOM i en meddelelse.
De fleste af de døde bliver aldrig identificeret, lyder det videre.
Mena-regionen er Mellemøsten og Nordafrika.
- Dette alarmerende dødstal på migrationsruter i og fra Mena-regionen kræver øjeblikkelig opmærksomhed og en indsats for at forbedre sikkerheden og beskyttelsen af migranter, Othman Belbeisi, der er IOM's direktør for Mena-regionen.
På ruter på landjorden i Mena-regionen døde 1028 migranter ifølge IOM's opgørelse. De fleste af dem var i Yemen, hvor "målrettet vold mod migranter er blevet intensiveret", lyder det fra IOM.
- Mindst 795 personer, der menes at være etiopiere, mistede livet på ruten mellem Yemen og Saudi-Arabien.
På ruter fra Mena-regionen til Europa sidste år "fandt et stigende antal dødelige hændelser sted", efter at både tog fra Libanon mod Italien og Grækenland.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker