Irak anholder mistænkt bag grusomt IS-angreb i Bagdad i 2016
Irakiske myndigheder har anholdt en mand, der menes at stå bag et angreb med over 320 dræbte.
Irakiske styrker har anholdt en mand, der mistænktes for at være hjernen bag et bombeangreb i Bagdad i 2016, der kostede over 320 mennesker livet.
Det oplyser landets premierminister, Mustafa al-Kadhimi, mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Angrebet, der af premierministeren bliver kaldt et terrorangreb, var et af de dødeligste af sin slags i verden, siden militante islamister fløj flere passagerfly ind i blandt andet World Trade Center i New York City og Pentagon nær Washington D.C. den 11. september 2001.
Ifølge al-Kadhimi blev den mistænkte ved navn Ghazwan Alzawbaee anholdt "i forbindelse med en efterretningsoperation uden for landets grænser".
Det fremgår ikke, i hvilket land han blev anholdt. Men to irakiske efterretningskilder siger til nyhedsbureauet AP, at Alzawbaee blev anholdt med hjælp fra et naboland, og at han blev fløjet til Irak for to dage siden.
Ghazwan Alzawbaee menes at tilhøre den islamistiske bevægelse Islamisk Stat (IS), der i sin tid tog skylden for angrebet i Bagdad den 3. juli 2016.
Mindst 323 mennesker blev dræbt, da en lastbil fyldt med sprængstoffer eksploderede ved siden af et indkøbscenter fyldt med mennesker, der var ude for at fejre afslutningen på ramadanen.
Mange af ofrene mistede livet, da en efterfølgende brand raserede bygningen.
- Han er den primære skurk bag grusomhederne i Karrada (nabolag i Bagdad, red.) og mange andre sager, siger premierministeren ifølge AFP.
Talsmanden for Iraks sikkerhedsstyrker, general Yehia Rasool, siger ifølge BBC, at Ghazwan Alzawbaee også mistænkes for at stå bag en række andre dødelige bombeangreb i Bagdad og andre provinser i 2016 og 2017.
Det er anden gang på en uge, at irakiske myndigheder anholder et højtprofileret medlem af IS.
Mandag i sidste uge kom det frem, at irakiske sikkerhedsstyrker havde anholdt Sami Jasim al-Jaburi. Han har angiveligt stået for Islamisk Stats økonomi og var en tæt rådgiver for den nu dræbte IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned