Irak godkender spionchef og eksjournalist som premierminister
Mustafa al-Kadhimi blev nomineret til posten som premierminister af præsident Barham Salih den 9. april. Her ses Kadhimi under sin første tv-tale efter nomineringen. Foto: Reuters Tv/Reuters
Reuters Tv/Reuters
Efter seks måneder er en ny regering på plads i Irak. Efterretningschef Mustafa al-Kadhimi skal stå i spidsen.
Iraks nationalforsamling har godkendt en ny regering. Det skete sent onsdag aften, efter at landet har været uden en regering i seks måneder.
Efterretningschef og tidligere journalist Mustafa al-Kadhimi bliver ny premierminister. Han vil dog begynde sin embedsperiode uden en fuld regering, efter at flere ministerkandidater er blevet afvist.
Tidligere premierminister Adel Abdul Mahdi, som har ledet en overgangsregering, trak sig sidste år, da tusindvis af demonstranter gik på gaden for at kræve flere job og en afsættelse af Iraks regerende elite.
Demonstranterne beskylder den politiske overklasse, der tog over, efter at USA væltede Saddam Hussein i 2003, for korruption, hvilket har lagt landets økonomi i ruiner.
Kampen om regeringsmagten har siden Adel Abdul Mahdis fratræden i november forhindret to nominerede kandidater til premierministerposten i at danne en regering.
53-årige Mustafa al-Kadhimi har indtil videre fået godkendt sine kandidater på posterne som indenrigsminister, forsvarsminister, finansminister og elektricitetsminister.
Afstemningerne om olieministerposten og udenrigsministerposten er blevet forsinket, da partierne ikke er nået til enighed om kandidaterne.
- Iraks sikkerhed, stabilitet og opblomstring er vores vej frem, skriver Kadhimi på Twitter natten til torsdag, efter at parlamentet har godkendt den nye regering.
Mustafa al-Kadhimi lover, at han vil gøre coronaviruspandemien, der har krævet omkring 100 menneskeliv i Irak, til en prioritet.
Derudover vil han sørge for, at de personer, som i de foregående måneder har dræbt demonstranter i landet, bliver holdt ansvarlige.
Ifølge irakiske embedsmænd er Kadhimi et acceptabelt valg som premierminister for både USA og Iran, der begge kæmper om indflydelse i Irak.
Seneste artikler
Lolland har brug for millioner - ikke en ny omfartsvej
Lokal fotograf hædret med international pris
Brrr... frøs du også? Så koldt var det i nat
69-årig mand stalkede kvinde i årevis: Her er dommen
To måneder efter hun forsvandt: Nu skal specialhunde søge efter Maibritt
Mest læste artikler
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker